For 252 millioner år siden ramte en katastrofe af abnorme dimensioner Jorden.
Et gigantisk vulkanudbrud efterlod store dele af Jorden dækket af lava og udslettede næsten alle de arter, der hidtil havde levet på landjorden og i havet.
Indtil nu har forskerne troet, at havkrybdyret hvaløglen - også kendt som iktyosaureren - først udviklede sig efter den omfattende massedød.
Men et forbløffende fund i på den norske øgruppe Svalbard betyder nu, at hvaløglens historiebøger måske skal skrives om. Det fremgår af en videnskabelig artikel i Current Biology.
Liv blev udslettet
Norske forskere har nemlig fundet spor efter hvaløglen i en 250 millioner år gammel sten.
Det fund antyder ifølge forskergruppen, at øglen allerede levede for 250 millioner år siden - og potentielt også endnu tidligere, altså før den abnorme katastrofe indtraf og udslettede størstedelen af klodens liv.
Indtil nu har forskerne ellers troet, at hvaløglens oprindelse først kunne spores til efter masseudryddelsen. De hidtil tidligste fossiler af øglen er nemlig blevet fundet i 248 millioner år gamle geologiske lag, der dermed kan dateres til godt fire millioner år efter den omfattende masseuddøen.

Fortidsøgle med dræberinstinkt
- Iktyosaurer er en gruppe af uddøde, havlevende krybdyr, der fandtes over det meste af kloden i deres storhedstid. De er fundet i alle størrelser fra under en meter og op til langt over 20 meter.
- Selvom iktyosaurerne mest af alt lignede fredelige delfiner, besad de et dræberinstinkt, som er på højde med hvidhajens.
- De stammede fra krybdyrene, og dermed var de nært beslægtede med dinosaurerne.
- For hvaløglerne stoppede deres dominans som havets ultimative rovdyr, godt 25 millioner år før et meteor slog ned i Den Mexicanske Golf og udryddede de sidste af klodens dinosaurer for 65 millioner år siden.
Ifølge én af forskerne bag fundet, Jørn Hurum, professor ved det naturhistoriske museum i Oslo, er det urealistisk at tro, at "en så avanceret ichthyosaur ville kunne udvikle sig" på bare to millioner år. Derfor er han overbevist om, at fundet er et tegn på, at øglen levede inden massedøden - og var en af de få arter, der overlevede den.
New Scientist har talt med Neil Kelley fra Vanderbilt University i Nashville, Tennessee, der ikke har været involveret i undersøgelsen.
Han mener, det er sandsynligt, at hvaløglen kan have levet, før det ødelæggende inferno ramte Jorden for 252 millioner år siden. Men han vil heller ikke afskrive muligheden for, at fortidsøglen simpelthen bare udviklede sig i et hurtigt tempo i de to millioner år efter masseudryddelsen.