En let rødmen, et fastholdt blik eller en sjov bemærkning i den helt rigtige situation.
Selvom det kan være svært at tyde, om en person er interesseret i dig, har vi mennesker alligevel en række små, uudtalte signaler, vi kan sende til hinanden i håbet om, at beskeden går igennem.
Men det gælder ikke for giraffer. De langhalsede hovdyr har nemlig hverken en fast parringssæson, et klart parringskald eller en løbetid, der sender et signal om seksuel parathed mellem kønnene.
Derfor er giraf-tyrene, altså hannerne, på den afrikanske savanne også nødt til at ty til andre metoder for at undersøge, om hunnerne er klar på parring. Og netop den akt har forskere fra University of California Davis nu fået et sjældent indblik i. Deres undersøgelse er udgivet i tidsskriftet Animals.
Ved at overvåge giraf-flokke langs vandhullerne i Namibias Etosha National Park kunne forskerne se, hvordan verdens højeste pattedyr får styr på sin meterlange hals i tiden op til parringen.
Ligesom heste, katte geder og antiloper er hangirafferne nemlig afhængige af at undersøge hunnernes urin for at afgøre, om hun er klar til at lave unger. De fleste andre dyr snuser blot til urinen på jorden, men det er girafferne ikke bygget til.
"De risikerer ikke at gå helt til jorden på grund af den ekstreme udvikling af deres hoved og nakke," lyder det fra Lynette Hart, som er forskningsleder bag undersøgelsen i en pressemeddelelse.
Verdens længste hals har kun syv halshvirvler
De fleste pattedyr fra mus til hvaler har syv halshvirvler. Der er kun få undtagelser fra denne regel: Manater, dvs. den familie af pattedyr, der omfatter søkøer, har seks halshvirvler, det tretåede dovendyr har ni, mens det totåede dovendyr har enten seks eller syv halshvirvler.
Men giraffer hører ikke til blandt undtagelserne. Trods en hals på 2,5 meter har de kun syv halshvirvler.
Til gengæld er hver hvirvel op til 40 cm lang. Den lange hals kan ikke bevæges lige så elegant som en elefantsnabel, men den besidder en rimelig smidighed, fordi de enkelte halshvirvler er adskilte af yderst fleksible led.
Store muskler sørger for at giraffen kan holde halsen oprejst. Og ikke nok med det. Hos de store hanner, som også er dem med de længste halse, er musklerne så stærke, at hannerne bruger halsen til at slås med.
Derfor forsøger tyrene at overbevise hunnerne om at tisse ved at nusse dem blidt bagi gentagne gange og snuse til deres kønsorganer. Hvis hunnen er åben over for tyrens invitation, begynder hun så at tisse i omkring fem sekunder, mens hannen stikker sin tunge frem og tager urinen ind i munden, inden strålen rammer den tørre savanne.
"De er nødt til at skubbe til hunnen og effektivt sige: 'Vær venlig at tisse nu.' Og det vil hun ofte. Han er nødt til at få hende til at samarbejde. Hvis ikke ved han, at der ikke er nogen fremtid for ham med hende," lyder det fra Lynette Hart.
Herefter løfter hannen sit hoved, krøller sin læbe og inhalerer med åben mund for at transportere hunnens duft og feromoner fra mundhulen og ind i et særligt sanseorgan i næsehulen, kaldet det vomeronasale organ, som hjælper ham med at vurdere, om hunnen er klar til parring eller ej.
Den karakteristiske grimasse kaldes for en flehmen-grimasse og den nye undersøgelse er en af de hidtil mest præcise beskrivelser af, hvordan det høje pattedyr flehmer.