© Gran Acuífero Maya Project

Dykkere finder rekordlang undervandsgrotte

Udforskningen af det gigantiske Sac Actun-hulesystem afslørede en forbindelse til et andet hulesystem.

10. juli 2018

Ti måneders udforskning af et hule­system i det østlige Mexico har nu båret frugt for en ekspedition ledet af Robert Schmittner fra forskningscenteret Gran Acuífero Maya.

Målet for dykkerholdet var at finde en forbindelse mellem det store hulesystem Sac Actun og det mindre system Dos Ojos – og det er nu lykkedes.

Grotten er rekordstor

Hidtil har de to hulesystemer været betragtet som adskilte, da mange forgæves har ledt efter en forbindelse – inklusive Robert Schmittner selv. Han har udforsket Sac Actun i 14 år og har tidligere fundet steder, hvor de to systemer var adskilt af mindre end en meter.

Sac Actun var før opmålt til at være over 263 kilometer langt, men lægger man Dos Ojos-systemets 84 kilometer til, bliver det med i alt 347 kilometer verdens længste undervandsgrotte. 

Hulesystemet gemmer på skatte

I det vidt forgrenede hulesystem findes oversvømmede tunneler og store grotter, som kun delvist er fyldt af vand.

For arkæologer er hulesystemerne i det østlige Mexico en næsten uudtømmelig skattekiste. Hulerne indeholder utallige efterladenskaber fra mayafolket, som rækker omkring 3000 år tilbage i tiden. Blandt relikvierne er fx masker af deres guder og lertøj.

Flere af mayaernes byer har stået på jordfalds­huller og er derfor sunket ned i undervandssystemet.

Ud over rester fra menneskelige civilisationer har dykkerne også fundet knogler fra uddøde dyr,
som levede under sidste istid. 

Mexico vrimler med undervandsgrotter

347 kilometers kringlede gange gør Sac Actun til verdens længste undervandsgrotte.

358 hulesystemer på i alt 1400 kilometer findes alene i det østlige Mexico. 

Du kan se flere fantastiske billeder af vanvittige naturfænomener i det næste nummer af Illustreret Videnskab. Hvis du bestiller dit abonnement lige nu, får du to numre af bladet og et sæt lækre trådløse hovedtelefoner for kun 99 kroner.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.