Verdenshavenes forskellige højder skal især forklares med massetiltrækning.
Forskelle i massetiltrækning skaber forskel i højden af havoverfladen, primært fordi klippe har større massefylde end vand.
Massetiltrækning skaber højdeforskelle
Det betyder, at vand bliver trukket ind mod kontinenterne og vil stå højere i nærheden af kysten end ude på det åbne ocean.
Samme effekt eksisterer rundt om bjergkæder og bjerge under vandoverfladen. Klippers og bjerges “træk” i vandet bliver dog sjældent tegnet ind på kort over vandstanden i verdenshavene.
Stillehavet er typisk højere end Atlanterhavet, bl.a. fordi Jordens rotation påvirker havstrømme. Røde områder områder viser de højeste vandoverflader, mens blå områder viser de laveste.
Havcirkulation er ligeledes afgørende for, at der er forskel på verdenshavenes højder.
Havstrømme flyder ikke upåvirkede afsted, men bliver afbøjet af Jordens rotation, som er hurtigere ved ækvator end ved polerne, hvilket kaldes corioliseffekten.
Denne effekt medfører, at der opstår flydende “bakker” og “dale” omkring de største havstrømme.
Også havtemperatur, saltholdighed og lokale blæsevejr fører til mindre forskelle i havniveauet. Til sidst bidrager lokalt tidevand til midlertidige, markante højdeforskelle mellem oceaner.
Tidevand skaber kæmpe højdeforskel i Panama
Forskellen på verdenshavenes højder træder tydeligt frem i Panamakanalen. Her bliver skibene i gennemsnit sænket 30 cm, når de skal fra Stillehavet til Atlanterhavet. I praksis er forskellen ofte langt større på grund af lokalt tidevand, som kan variere helt op til syv meter – især på stillehavssiden.
