Jordskorpen er opbygget af 12-14 stive plader, der som isflager flyder rundt på en delvis smeltet kappe. Det er disse plader, der er ansvarlige for dybhavsgravene.
Dybt inde i Jordens indre bevæger varm lava sig langsomt rundt og op, omtrent som når man varmer vand i en gryde. Når lavaen kommer op, tvinger lavastrømmen jordskorpens stive plader fra hinanden.
Lavaen strømmer ud og afsætter ny oceanbundsskorpe på pladens kanter. På den måde bevæger pladen sig væk fra spredningszonen med nogle få centimeter om året. Men selv om der dannes ny oceanbundsskorpe, bliver kloden ikke større.
På pladens modsatte ende er skorpen ikke alene kølet af, den er også blevet tung af de tykke lag sedimenter, der gennem millioner af år har lagt sig på havbunden. Så når pladen her møder en anden plade, vil den blive kilet ind under den. Herved opstår dybhavsgravene. Eksempelvis er Marianergraven dannet ved, at Stillehavspladen er blevet presset ned under Den Filippinske Plade.
Denne subduktion, som geologerne kalder processen, forårsager nogle voldsomme begivenheder. Vulkaner og jordskælv opstår som følge af pladens bevægelse, og på et kort kan man ligefrem se, hvordan mange af de små vulkanske stillehavsøer ligger i et bånd parallelt med Marianergraven.
Det er stærke kræfter, der er på spil. Således har pladerne pløjet Marianergraven, der er det dybeste sted på kloden, ned i over 11 kilometers dybde.
Forestiller man sig, at Mount Everest, verdens højeste bjerg, blev anbragt på bunden, ville det være dækket af mere end to kilometer vand.
Ligeså ud for Sydamerikas kyst. Her bevæger Nazcapladen sig ind under det sydamerikanske kontinent, hvorved den på samme tid frembringer en dybhavsgrav og hele Andes-bjergkæden.