Dokumentaren Seaspiracy beskriver overfiskning

Netflix-dokumentar med vigtigt budskab fisker efter fakta

Netflix-dokumentaren Seaspiracy omgår fakta meget lemfældigt. Det ødelægger et ellers vigtigt budskab om, at havenes tilstand er kritisk, og at industrielt fiskeri er et stort problem.

Netflix-dokumentaren Seaspiracy omgår fakta meget lemfældigt. Det ødelægger et ellers vigtigt budskab om, at havenes tilstand er kritisk, og at industrielt fiskeri er et stort problem.

Netflix/Sea Shepherd

Et af Netflix' største hits indtil videre i 2021 er dokumentaren Seaspiracy, der er opfølgeren til den meget omtalte Cowspiracy.

Hvor forgængeren ville afsløre, hvor skadeligt industrielt landbrug er, kaster Seaspiracy blikket mod livet i havet og omkostningerne ved industrielt fiskeri.

Cowspiracy blev kritiseret af eksperter og forskere for at misfortolke og fordreje fakta bag mange af filmens konklusioner. Det er lidt samme historie med Seaspiracy, selvom filmen også fremfører en del interessante pointer. Den tager i hvert fald et uhyre vigtigt emne op: At havenes tilstand er kritisk - og at fiskeri i industriel skala, bærer en stor del af skylden.

VIDEO: Se traileren til Seaspiracy

Filmen følger instruktøren Ali Tabrizi på en konstrueret rejse, hvor han går fra at samle plastik på stranden over delfinjagt i Japan til at filme illegalt fiskeri ved Afrikas vestkyst og slaveri på skibe i Sydøstasien.

Det bliver dog ret hurtigt klart, at filmen er aktivistisk og tager ret let på videnskabelige fakta.

Filmen præsenterer konsekvent enkeltstående tal som sandheder – og sådan fungerer forskning oftest ikke. Tager man enkelte påstande ud af en kontekst - fx uden årstal og geografisk område - lyder det voldsommere, end det er.

Det greb bruger filmen igen og igen.

Tunfangst i Seaspiracy
© Netflix

Havet løber tør for fisk i 2048

Tallet kommer fra et stykke forskning, der senere er tilbagevist. Havene er under pres, men bliver ifølge forskernes vurderinger ikke tømt for fisk lige foreløbigt. Faktisk er nogle fiskebestande under fremgang.

Havskildpadde bliver viklet ind i fiskenet
© Shutterstock

46 pct. af havplastik er fra garn

Tallet stammer fra en opgørelse af plastik i en stor plastikhvirvel i Stillehavet. Garn udgør en alvorlig trussel for livet i havene, men står for under 20 pct af den samlede mængde plastik.

At blive veganere er ifølge Seaspiracy løsningen
© Shutterstock

Individualister redder ikke havene

Filmen gør det til seerens opgave at redde livet i havet - ved at blive veganere. I virkeligheden skal der systemiske forandringer til som strammere lovgivning og regulering af havområder.

Filmen vælger også at bruge enkelte eksempler som beviser på, at noget er faktuelt. Det kaldes anekdotisk bevisførelse og anses generelt for at være uvidenskabeligt.

Selektiv brug af fakta og forskning er der et hav af eksempler på i filmen, hvilket er ærgerligt, for filmen er flot filmet, spændende klippet og belyser nogle vigtige problematikker.

Havene løber ikke tør for fisk

Et centralt budskab i filmen er, at havene vil være tømt for fisk i 2048, hvis vi fortsætter med at fiske, som vi gør i dag.

Tallet er baseret på en 15 år gammel forskningsartikel, der beskæftiger sig med såkaldte "kollapsede" fiskebestande. Det er bestande, hvor der er mindre end 10 pct af fiskene tilbage, men forskning viser, at bestandene sandsynligvis vil kunne komme sig igen, hvis de bliver beskyttet.

Faktisk har forskerne bag den omtalte artikel senere opdateret den og påvist, at den globale bestand er let opadgående.

Filminstruktøren Ali Tabrizi nærstuderer hajfinner

Filminstruktør Ali Tabrizi opsøger blandt andet markeder, hvor hajfinner fra truede hajbestande bliver solgt. Her med skjult kamera.

© Netflix/Lucy Tabrizi

Et andet sted påstår Seaspiracy, at hovedparten af plastikken i havet stammer fra fiskegarn og fiskeriudstyr. Nyere forskning viser imidlertid, at 80 pct at plastikken i havet stammer fra affald - plastikposer, bildæk og emballage, mens garn og andet havbaseret affald kun udgør mellem 10 og 20 pct.

Filmen har imidlertid en god pointe i, at vi bruger alt for lang tid på at tale om plastiksugerør i forhold til, hvor lille indflydelse de har på livet i havet.

Hvert år flyder over otte millioner tons plastik ud i havet. Plastsugerør udgør ifølge nogle opgørelser kun 0,025 procent af det. I den sammenhæng er forskerne enige om, at garn, der driver frit – også kendt som de såkaldte spøgelsesnet – er en langt større trussel mod livet i havene.

En anden af filmens hovedpointer er, at det slet ikke giver mening at tale om bæredygtigt fiskeri.

Filmens skabere påstår at mærkningsordninger som MSC og Dolphin Safe Tuna ingen værdi har, fordi det er for let at få mærkerne – og fordi korruption er udbredt i branchen.

MSC har afvist påstanden og støttes af en række fiskeriforskere og marinbiologer.

Laksefangst set fra oven i dokumentaren Seaspiracy

En af pointerne i Seaspiracy er, at bæredygtigt fiskeri måske slet ikke er bæredygtigt. Her er det et stort laksebrug.

© Netflix

For selvom mærkningsordningerne ikke er perfekte, og der sker fejl, bliver mærkerne efterprøvet af uafhængige forskere. Ifølge University of Washington bliver størstedelen af verdens fiskebestande fisket bæredygtigt.

Filmen påstår også, at en tredjedel af de fisk, der importeres til USA, stammer fra illegal fangst. I virkeligheden er der tale om et enkelt forskningsprojekt, som anses for kontroversielt - og som senere er blevet trukket tilbage.

Filmens hovedbudskab ender med at være, at man bør holde helt op med at spise fisk. Men den ignorerer, at store dele af verdens fattigste har fisk som deres eneste kilde til proteiner. Over tre milliarder mennesker kan ikke klare sig uden fisk.

Forskere klager over medvirken

Eksemplerne på filmens lemfældige omgang med fakta og forskning kunne fylde adskillige sider. Men også de interviewpersoner, der optræder i filmen som eksperter, har efterfølgende i stort antal klaget over, hvordan de er blevet fremstillet.

sociale medier som Twitter har flere af de medvirkende eksperter pointeret fejl og mangler - og erklæret, at de føler sig fejlciteret og taget ud af kontekst. Enkelte står dog ved filmens budskab - uanset dens afslappede forhold til sandheden.

På trods af de mange kritikpunkter er kernen i filmen på mange måder sand.

Havene er under ufatteligt pres fra industrielt fiskeri. Nogle forskere støtter endda filmens budskab om, at det vi i dag kalder bæredygtigt fiskeri, måske slet ikke er bæredygtigt.

Havskildpadde spiser plastiksugerør
© Shutterstock

Plastiksugerør er en dråbe i havet

Filmen rammer plet, når den påpeger, at fx plastiksugerør har fyldt for meget i debatten om plastik, sammenholdt med, hvor lidt sugerørene fylder i den samlede mængde af plastikskrald i havene.

Mikroorganismer i havet spiser CO2
© Shutterstock

Havets mikroorganismer opsuger CO2

Filmen påpeger også korrekt, at mikroorganismer - i form af plankton - opsuger mere CO2 end regnskovene. Men dokumentaren overser, at havvandet i sig selv opsuger endnu mere CO2.

En hob af fiskerbåde i Seaspiracy
© Netflix

Fremmede fiskeflåder plyndrer Afrika

Filmen dokumenterer illegalt industrielt fiskeri ved Afrika. Det er sandt. Fiskeflåder fra EU-lande som Frankrig, Spanien og Portugal fanger flere fisk i de farvande end nogen andre.

Underligt nok nævnes den største trussel mod livet i havene nærmest slet ikke i filmen: Klimaforandringerne.

Opvarmningen af havene og forsuringen af vandet truer alt liv i verdenshavene. Alligevel gøres fiskeriet til den absolutte skurk. Filmens centrale budskaber ender med at blive mudret til i et ønske om at promovere veganisme. Det bliver endnu tydeligere ved at besøge Seaspiracy's hjemmeside, hvor et banner anbefaler at begynde på et vegansk diæt.

Alt i alt ender filmen med at være irriterende. Skaberne kunne med lethed have fortalt en rigeligt skræmmende historie om havenes sande tilstand, der holdt sig til fakta. Men i stedet har de valgt at producere et stykke propaganda med et tykt lag af misinformation.

Videnskabsscore: 2 ud af 6