Netflix-dokumentar med vigtigt budskab fisker efter fakta

Filmen følger instruktøren Ali Tabrizi på en konstrueret rejse, hvor han går fra at samle plastik på stranden over delfinjagt i Japan til at filme illegalt fiskeri ved Afrikas vestkyst og slaveri på skibe i Sydøstasien.

Det bliver dog ret hurtigt klart, at filmen er aktivistisk og tager ret let på videnskabelige fakta.

Filmen præsenterer konsekvent enkeltstående tal som sandheder – og sådan fungerer forskning oftest ikke. Tager man enkelte påstande ud af en kontekst - fx uden årstal og geografisk område - lyder det voldsommere, end det er.

Det greb bruger filmen igen og igen.

Filmen vælger også at bruge enkelte eksempler som beviser på, at noget er faktuelt. Det kaldes anekdotisk bevisførelse og anses generelt for at være uvidenskabeligt.

Selektiv brug af fakta og forskning er der et hav af eksempler på i filmen, hvilket er ærgerligt, for filmen er flot filmet, spændende klippet og belyser nogle vigtige problematikker.

Havene løber ikke tør for fisk

Et centralt budskab i filmen er, at havene vil være tømt for fisk i 2048, hvis vi fortsætter med at fiske, som vi gør i dag.

Tallet er baseret på en 15 år gammel forskningsartikel, der beskæftiger sig med såkaldte "kollapsede" fiskebestande. Det er bestande, hvor der er mindre end 10 pct af fiskene tilbage, men forskning viser, at bestandene sandsynligvis vil kunne komme sig igen, hvis de bliver beskyttet.

Faktisk har forskerne bag den omtalte artikel senere opdateret den og påvist, at den globale bestand er let opadgående.

Et andet sted påstår Seaspiracy, at hovedparten af plastikken i havet stammer fra fiskegarn og fiskeriudstyr. Nyere forskning viser imidlertid, at 80 pct at plastikken i havet stammer fra affald - plastikposer, bildæk og emballage, mens garn og andet havbaseret affald kun udgør mellem 10 og 20 pct.

Filmen har imidlertid en god pointe i, at vi bruger alt for lang tid på at tale om plastiksugerør i forhold til, hvor lille indflydelse de har på livet i havet.

Hvert år flyder over otte millioner tons plastik ud i havet. Plastsugerør udgør ifølge nogle opgørelser kun 0,025 procent af det. I den sammenhæng er forskerne enige om, at garn, der driver frit – også kendt som de såkaldte spøgelsesnet – er en langt større trussel mod livet i havene.

En anden af filmens hovedpointer er, at det slet ikke giver mening at tale om bæredygtigt fiskeri.

Filmens skabere påstår at mærkningsordninger som MSC og Dolphin Safe Tuna ingen værdi har, fordi det er for let at få mærkerne – og fordi korruption er udbredt i branchen.

MSC har afvist påstanden og støttes af en række fiskeriforskere og marinbiologer.

For selvom mærkningsordningerne ikke er perfekte, og der sker fejl, bliver mærkerne efterprøvet af uafhængige forskere. Ifølge University of Washington bliver størstedelen af verdens fiskebestande fisket bæredygtigt.

Filmen påstår også, at en tredjedel af de fisk, der importeres til USA, stammer fra illegal fangst. I virkeligheden er der tale om et enkelt forskningsprojekt, som anses for kontroversielt - og som senere er blevet trukket tilbage.

Filmens hovedbudskab ender med at være, at man bør holde helt op med at spise fisk. Men den ignorerer, at store dele af verdens fattigste har fisk som deres eneste kilde til proteiner. Over tre milliarder mennesker kan ikke klare sig uden fisk.

Forskere klager over medvirken

Eksemplerne på filmens lemfældige omgang med fakta og forskning kunne fylde adskillige sider. Men også de interviewpersoner, der optræder i filmen som eksperter, har efterfølgende i stort antal klaget over, hvordan de er blevet fremstillet.

På sociale medier som Twitter har flere af de medvirkende eksperter pointeret fejl og mangler - og erklæret, at de føler sig fejlciteret og taget ud af kontekst. Enkelte står dog ved filmens budskab - uanset dens afslappede forhold til sandheden.

På trods af de mange kritikpunkter er kernen i filmen på mange måder sand.

Havene er under ufatteligt pres fra industrielt fiskeri. Nogle forskere støtter endda filmens budskab om, at det vi i dag kalder bæredygtigt fiskeri, måske slet ikke er bæredygtigt.

Underligt nok nævnes den største trussel mod livet i havene nærmest slet ikke i filmen: Klimaforandringerne.

Opvarmningen af havene og forsuringen af vandet truer alt liv i verdenshavene. Alligevel gøres fiskeriet til den absolutte skurk. Filmens centrale budskaber ender med at blive mudret til i et ønske om at promovere veganisme. Det bliver endnu tydeligere ved at besøge Seaspiracy's hjemmeside, hvor et banner anbefaler at begynde på et vegansk diæt.

Alt i alt ender filmen med at være irriterende. Skaberne kunne med lethed have fortalt en rigeligt skræmmende historie om havenes sande tilstand, der holdt sig til fakta. Men i stedet har de valgt at producere et stykke propaganda med et tykt lag af misinformation.

Videnskabsscore: 2 ud af 6