Her er verdens dummeste hunde

Vil du have en hund, der bl.a. adlyder første gang og kommer, når du kalder, så skal du holde dig fra disse racer.

Ikke alle hunde er lige intelligente.
© Shutterstock

Ud af flere hundrede anerkendte hunderacer er hyrdehunden Belgian malinois for nylig blevet kåret som verdens mest intelligente hund.

Den store hæder kom i hus efter en finsk undersøgelse, der afslørede den belgiske races fænomenale evne til at modtage og udføre ordrer samt løse opgaver og lære af tidligere erfaringer - evner der gør, at racen ofte bruges som politihund.

Disse evner er dog ikke alle racer forundt.

Menneskets uintelligente ven

I kølvandet på kåringen af verdens mest intelligente hund, er spørgsmålet om, hvilken race, der er mindst intelligent naturligvis blevet aktuelt.

For at besvare det, skal vi imidlertid tilbage til 1994, hvor professor og hundeekspert Stanley Coren fra University of British Columbia udkom med bogen The Intelligence of Dogs.

Her rangerede han 130 hunderacer fra de mest til de mindst intelligente af slagsen i samarbejde med mere end 200 hundedommere.

Smuk og dum

Nederst på listen i Corens hundebog finder man racen afghansk mynde. Den elegante hund, som normalt er kendt for sit majestætiske ydre og lange, silkeagtige pels klarer sig simpelthen dårligst, når det handler om adlyde og udføre kommandoer.

Afghansk mynde er verdens mest uintelligente hund.

Den afghanske mynde er meget langsom om at tilegne sig nye kommandoer og har også svært ved at adlyde og udføre kommandoer, den allerede har tilegnet sig.

© Shutterstock

Ifølge Coren skal en afghansk mynde høre en kommando mere end 80 gange, før den har lært den. Og når det handler om at adlyde en kendt kommando i første forsøg, så står det heller ikke for godt til.

Den amerikanske kennelklub, AKC, skriver blandt andet, at "den afghanske mynde er en speciel race beregnet til specielle mennesker."

Hvad der ligger i ordet speciel, uddyber AKC ikke, men ifølge Coren adlyder den afghanske mynde mindre end hver fjerde gang, når den hører en velkendt kommando, hvilket bidrager til dens status som intelligensmæssig bundprop.

Flere ligesindede

Den afghanske mynde har imidlertid ikke patent på prædikatet “dum”.

Anden- og tredjepladsen indtages nemlig af jagthunden basenji og bulldoggen, som oprindeligt blev brugt som vagthund og kamphund, men som i dag mere har karakter af selskabshund.

Skulle du finde en af de “dumme” hunde charmerende, behøver du ikke nødvendigvis lade dig skræmme af deres begrænsede intelligens.

Ifølge AKC kan både afghansk mynde, basenji og bulldog nemlig være glimrende familiehunde, selvom de næppe vil score topkarakterer på hundeskolen.

Og Stanley Corens liste er ikke den ultimative sandhed. Der er fx flere forskere, der mener, at den afghanske mynde i modsætning til, hvad denne liste viser, er en relativt intelligent hund. Til gengæld er den også meget selvstændig, og derfor ’gider’ den ikke altid at adlyde ordrer.