Hvert åndedrag fylder dig med plast

Plastik reddede elefanterne

Midt i 1800-tallet stod verden over for et problem. Elfenbensstødtænder var så eftertragtede i produktionen af alt fra billardkugler til klavertangenter, at elefanterne hastigt var ved at uddø. I 1862 opfandt den britiske kemiker Alexander Parkes derfor et kunstigt alternativ. Plastikalderen var begyndt.

I dag er plastik en nærmest uundgåelig del af vores tilværelse. Plastik har i årtier været bogstavelig talt overalt – og den store udbredelse har konsekvenser. Til forskel fra de fleste naturlige organiske materialer rådner plastik nemlig ikke. I stedet nedbrydes den til mindre og mindre stumper og ender til sidst som det, vi i dag kalder mikroplast.

Mikroplast defineres som stykker af plastik på mindre end fem millimeter i diameter, og de inddeles i to kategorier: primære og sekundære. Primær mikroplast er mikroskopiske plastikprodukter fra fx kosmetik og tekstiler, mens sekundære er nedbrudte stykker af større produkter som fx vandflasker, fiskenet og bildæk.

Forskerne finder mikroplasten, hvorend de leder: fra toppen af Mount Everest til de dybeste dele af verdenshavene og fra skovsøer til isen på polerne.

Plastikproblemet vil tilmed blive endnu værre i fremtiden. Ifølge fremskrivninger vil mængden af mikroplast vokse støt, i takt med at vores forbrug af plastik stiger.

Partikler stiger til vejrs

Undersøgelser af de plastikpartikler, som Janice Brahney indsamlede fra den amerikanske ødemark, viste, at de var kommet langvejs fra. Og Brahneys opfølgende analyser afslørede, at 84 procent af mikroplasten i det vestlige USA stammer fra vejnettet.

Når biler kører på vejene, slides dækkene ned, vejstriber nedbrydes, og plastikfarve i vejen opløses. Brahneys beregninger viste, at vejnettets partikler bliver hvirvlet højt op i atmosfæren, hvorefter de daler ned over hele landet i forbindelse med regn- eller snevejr. Over 1000 tons plastik havner på denne måde i USA’s fredede naturområder hvert eneste år.

Mikroplast har formentlig cirkuleret i atmosfæren i årtier. Undersøgelser af planter, der får al deres næring og vand fra luften, har vist, at de indeholder mikroplastik, der stammer helt tilbage fra 1960’erne.

Ud over plastik fra vejnettet kommer mikroplasten bl.a. fra maling, flasker, fiskegarn og poser, som nedbrydes af vind, vejr og sol og ender i havet via vores floder og åer. Her nedbrydes den yderligere – og ender oppe i atmosfæren, når bølger fyldt med mikroplast slår ind mod stranden.

Hver af os frigiver desuden mikroplastik med vores daglige aktiviteter. Når du bruger et tastatur eller et spækbræt af plastik, slider du på det og danner mikroskopiske plastikpartikler. Når du ryster en fleecetrøje eller skruer låget på en sodavandsflaske, opstår der mikroplastik.

En forsker undersøgte eksempelvis en tryllekunstners hjem og kunne måle, at niveauet af mikroplast i luften steg, når tryllekunstneren blandede sine spillekort – plastikken i kortene spredte sig simpelthen i luften.

Også dit spildevand er fyldt med plastikpartikler. De kommer bl.a. fra din vaskemaskine, som slider voldsomt på tøjet. Meget af dit tøj består nemlig af plastik – over 60 procent af alle tekstiler indeholder plast. Rensningsanlæggene fjerner cirka 60 procent af partiklerne fra spildevandet, og resten ender i naturen.

Hvaler drukner i plastik

Hvad konsekvenserne af de ufattelige mængder mikroplastik i naturen er, har forskerne stadig ikke overblik over.

De ved dog, at partiklerne havner i alt fra mikrober til hvaler – en undersøgelse fandt fx frem til, at blåhvaler indtager over 40 kg mikroplastik om dagen. Når store mængder plast ender i dyrenes maver, kan det betyde, at dyrene holder op med at spise. De føler sig mætte – selvom plastikken ingen næring giver.

En mere overraskende effekt af mikroplasten er dens betydning for vores klima. De små plastikpartikler i atmosfæren kan eksempelvis øge dannelsen af såkaldte cirrusskyer, som normalt opstår, når fugt fortættes omkring støv i luften. Og cirrusskyerne bidrager til global opvarmning ved at holde på Jordens varme.

I andre tilfælde kan plasten have en kølende effekt – afhængigt af hvor den ender i atmosfæren.

Alt i alt er de langsigtede konsekvenser af plastikproblemet stadig uklare. Én ting er dog sikkert: Mikroplasten ophober sig i naturen – så uanset hvor farligt det er, er det et problem i sig selv, for vi kan ikke fjerne den igen.

Vi er fyldt med mikroplast

Mikroplastik er overalt i naturen – og derfor er den naturligvis også i os mennesker. Meget af det, vi spiser og drikker, indeholder plastikpartikler, som ender i vores kroppe. Et britisk forskerhold fandt dog, at vi får mere plastik ind i kroppen fra vores tøj, tæpper og tapet end fra de grøntsager, fisk og skaldyr, vi spiser.

De fleste plastikpartikler forlader os heldigvis igen via afføringen, men ikke dem alle. En række nye undersøgelser viser, at mikroplastik kan ende i alt fra leveren til lungerne.

Et kontroversielt forskningsresultat fra 2022 viste desuden, at otte ud af ti testede personer havde plastikforbindelser – såkaldte polymerer – i deres blod. Nogle forskere mistænker dog, at plastikken stammede fra laboratorieudstyret.

Endnu mere skræmmende er det måske, at mikroplastik tilsyneladende kan overføres fra gravide kvinder til deres ufødte fostre.

Hvad partiklerne helt præcis gør ved vores krop, er stadig uklart. Nogle undersøgelser viser dog, at de kan skade vores celler eller provokere immunsystemet.

Nogle plastiktyper indeholder desuden kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende kemikalier. Men præcis hvor stor en andel disse typer udgør, og hvad betydningen for vores helbred er på den lange bane, ved forskerne ikke endnu.

Vi kan ikke undvære plastik

Hvad mikroplastens konsekvenser end er, bliver det næsten umuligt at rette helt op på problemet igen. I dag findes der endnu ingen praktiske løsninger, der kan indsamle de trillioner af plastikpartikler, som findes overalt omkring os.

Vi kan ikke hælde smarte enzymer ud i naturen, der kan opløse plastik, for de vil også nedbryde den plast, som stadig er i brug. Det samme gælder for særlige melorme, der kan æde plastik. Mængderne af orme, som skulle til for at løse problemet, er desuden astronomiske – og helt urealistiske.

Det bedste, vi kan gøre, er derfor at forhindre, at mere plastik ender i naturen. Lige nu findes der ikke et godt alternativ til plastik, så vi har stadig brug for materialet, men vi kan mindske forbruget af plast ved at genbruge den mere effektiv.

Vi skal fx reducere brugen af engangsplastik. Og så skal vi gentænke plastik, sådan at plastaffald lettere kan genanvendes til nye produkter – noget, som i dag kun er muligt i begrænset omfang.

En løsning på problemet er presserende – men heldigvis går den hånd i hånd med løsningen på en anden af klodens helt store udfordringer: klimakrisen. Plastik bliver nemlig fremstillet fra olie, et fossilt brændstof, som vi under alle omstændigheder er nødt til at udfase. Derfor kan vi ende med at slå to fluer med ét smæk.