Som alt andet sand stammer ørkensand fra forvitringen af bjerge, klipper og sten.
Den langsomme nedbrydning, der omdanner nogle af bjergenes mineraler til ler og frigør andre fragmenter som sandkorn, har fundet sted lige siden Jordens dannelse.
Sand findes derfor i kolossale mængder på Jorden. Ørkener opstår i områder med meget lidt nedbør, hvor planterne har svært ved at overleve og ikke kan holde sammen på jordoverfladen.
I ørkener er det erosionen fra vinden og fra de sjældne regnfald, der bestemmer landskabets udseende.
Visse steder blæser vinden gennem tusinder af år sandet sammen i store, vandrende klitter, sådan som de fleste af os sikkert forestiller os ørkenen.
Andre steder dannes grus-, sten- eller klippeørkener. De lokale forhold afgør, hvilken slags ørken, der dannes i området.
I Sahara udgør sandørkenen omkring 20 procent af hele ørkenen.
I sårbare områder, fx i Sahel-bæltet syd for Sahara, hvor nedbøren i perioder er meget lille, kan intensivt landbrug eller overgræsning af dyr medføre, at plantedækket svinder ind og erosionen får overtaget.
I sådanne områder får ørkenen let ved at brede sig.