Hvordan bliver jeg et fossil?

Hvis jeg gerne vil bevares for eftertiden – fx indlejret i sten som et dinosaurfossil – hvad skal jeg så gøre?

Hvis jeg gerne vil bevares for eftertiden – fx indlejret i sten som et dinosaurfossil – hvad skal jeg så gøre?

Shutterstock

Legendariske dyr som Tyrannosaurus rex, stegosaurus og megalodon huskes stadig i dag, millioner år efter de uddøde. Dyrene efterlod hverken kunstneriske værker eller store monumenter, men derimod deres forstenede knogler og tænder.

Fossiler er den ultimative vej til at blive husket, længe efter man er gået bort. Men vejen dertil er ikke sådan ligetil.

Kun en brøkdel af arterne er bevaret

For at en krop kan fossilere i stedet for at blive nedbrudt, kræver det de helt rette betingelser. Og tid. Masser af tid.

Det tager nemlig mindst 10.000 år, før knoglerester bliver til fossiler.

Derudover skal der en række lykketræf til. Fossiljægere har blot udgravet 32 voksne T. rex-fossiler, men ifølge udregninger har omkring 2,5 mia. individer eksisteret i løbet af artens levetid.

Det betyder, at der for hvert fossil, vi har fundet, har levet i omegnen af 80 mio. individer, som ikke er bevaret.

Forskere vurderer desuden, at blot otte pct. af alle nulevende dyrearter vil blive gemt i fossilarkiverne. Med andre ord er det ekstremt usandsynligt, at en af dine 206 knogler bliver bevaret.

Men med kendskab til forsteningsprocessen kan du forbedre oddsene markant.

Under optimale forhold kan knoglerne i en menneskekrop forvandles til sten.

© Shutterstock & Lotte Fredslund

1. Undgå organismer og ilt

Så snart døden indtræffer, begynder mikroorganismer at fortære alt væv – inklusiv knogler. Bliver liget begravet hurtigt og dybt, hæmmer de iltfattige forhold nedbrydningen af knogler.

© Shutterstock & Lotte Fredslund

2. Dø ved vandet

Vådområder som søer, floder eller havbund forbedrer chancerne for at fossilere. Her kan mudder og sedimenter hurtigt begrave den døde krop, hvilket gavner forsteningsprocessen.

© Shutterstock & Lotte Fredslund

3. Lig mineralrigt

Når vand siver ind i knoglerne via små porer, trækker det mineraler som jern og kalk med sig fra omgivelserne. Mineralerne udfældes langsomt inde i knoglerne, som med tiden forstener.

Dine knogler vil fx have langt bedre chancer for at forstene, hvis du dør i mineralrige vådområder med masser af bevægelige sedimenter som sand, mudder og grus frem for på tørt land.

Dertil kommer, at langt de fleste fossiler er bevaret, fordi organismen blev begravet kort efter døden – fx pga. vulkanudbrud eller oversvømmelser, der tildækkede kroppen med aske og mudder.

Tildækningen gør det sværere for mikroorganismer at nedbryde kroppen. Samtidig stiger chancen for, at mineraler med tiden erstatter vævet i knoglerne, så de forstener.