For at en oase kan opstå, skal tre ting være til stede: et vandførende lag i undergrunden, et uigennemtrængeligt lag af bjergarter ovenover og endelig sprækker i dette stenlag.
Det vandførende lag består ofte af gamle aflejringer.
De er nemlig tit så porøse, at vandet kan samle sig i mikroskopiske hulrum og flyde over store afstande.
Hvis der er huller eller sprækker i det ellers uigennemtrængelige lag, vil det større tryk i vandet presse vandet op.
Nogle steder kan man se hele søer, andre steder er det måske kun vegetation, der afslører, at der er vand i undergrunden. I Egyptens vestlige ørken mellem Libyen og Nilen ligger fem typiske oasebyer.
De får deres vand fra et gigantisk underjordisk reservoir af sandsten, der ligger som en vandmættet svamp under sandet.
Oaserne er opstået, fordi svagheder i jordskorpen har skabt aflange, lavtliggende dale, hvor vandet har kunnet sive op igennem sprækker.
Nogle forskere mener, at vandet stammer fra tropiske regnskyl i Centralafrika.
Andre holder på, at vandet er ældgammelt og stammer fra den tid, hvor Sahara endnu var frodig savanne.