Den lyserøde sø bærer navnet Lake Hillier, og farven er helt naturlig. Lake Hillier ligger på øen Middle Island, som er et ubeboet naturreservat.
Søens stærke lyserøde kulør kan tilskrives en usædvanlig stor forekomst af den encellede mikroalge Dunaliella salina.
Algen producerer et såkaldt karotenoid, som er et meget kraftigt farvestof i familie med det, der farver gulerødder orange, tomater røde og krebsdyr lyserøde.
Farven beskytter mod solen
Den lille alge bruger karotenoidet til samme formål, som grønne planter bruger deres klorofyl, nemlig til at producere energi ud fra sollyset. Karotenoidet har dog yderligere den fordel, at det beskytter algen, når Solens stråling bliver for stærk.