Floder ændrer landskabet, både når de løber inde i landet, og når de munder ud i havet eller i en sø.
Takket være de eroderende kræfter opsamler en almindelig flod millioner af tons sediment på sin vej.
Når floden senere møder det frie vand, falder strømhastigheden pludseligt, og derved mister vandet sin evne til at transportere materiale. Det synker til bunds og aflejres.
Med tiden bliver materialet til et delta, som kan få forskellige former afhængigt af de lokale bundforhold samt bølgestyrke og tidevand.
Mange deltaer strækker sig kun lidt ud fra kysten, men ved Mississippi-Missouri-flodens udløb er der opstået et såkaldt fuglefodsdelta på grund af de store mængder sediment og lokale strømforhold.
Den suveræne verdensmester i sedimenttransport er imidlertid Ganges-Brahmaputra, der løber ud i Den Bengalske Havbugt.
Selv om floden kun er på fjerde-pladsen, når det gælder vandindhold, fører den enorme mængder sediment med sig fra Himalaya-bjergene, hvor den har sit udspring.
Jo større afstanden til bjergene bliver, jo mindre bliver størrelsen af den type sediment, der transporteres.
Sten og grus er tungest og aflejres først, mens sand, dynd og bund-slam udfældes senere på den 3000 kilometer lange rejse.
Det er især disse former for sediment, som har skabt det kolossale delta, der udgør det meste af Bangladesh.
Hvert år fosser 971 kubik-kilometer vand ud i Den Bengalske Havbugt fra Ganges-Brahmaputra. Med sig fører vandet 1.670.000.000 tons sediment.
Ved at sammenligne gamle kort med nye satellitbilleder har forskerne beregnet, at floden siden 1700-tallet har tilført flodmundingen syv kvadratkilometer nyt land hvert år.
Det slam, som floderne fører med sig, er ofte meget frugtbart.
Det har givet grundlag for mange tidlige kulturer, ikke mindst den egyptiske, der opstod omkring Nilens trekantede delta.