Hvorfor er der så mange edderkoppespind lige nu?
Jeg kan nærmest ikke gå udenfor en dør uden at få spindelvæv i ansigtet. Hvorfor er det sådan?

Selv om dagene bliver kortere, og temperaturerne daler, bliver spindelvævene både flere og større.
I sensommeren og det tidlige efterår har edderkopperne nemlig ekstra travlt og spinder store væv. Årsagen skal findes i edderkoppers – og særligt hjulspindernes – livscyklus.
Almindelige hjulspindere, som korsedderkoppen og kvadratedderkoppen, klækker ud af ægget om foråret og vokser sig store i løbet af sommeren. Til efteråret er hjulspinderne blevet fuldvoksne og skal nå at yngle og lægge æg, inden det bliver vinter, og de dør.