De fleste flyvende insekter frembringer deres summelyde ved at bevæge vingerne. Hos nogle arter forplanter vibrationerne sig til hele kroppen, så insektets ydre skelet svinger med og forstærker lyden.
Små insekter som dansemyg slår med vingerne op til 1000 gange pr. sekund og udsender den højeste tone. Til gengæld er lyden af store insekter dybere og kraftigere. Det gælder fx stor gedehams, hvis vinger kun slår 100 gange pr. sekund.
Insekternes summen er oftest bare et biprodukt af vingernes bevægelser – i modsætning til de kraftigere lyde, som især græshopper og cikader frembringer.