Videnskaben kommer på glatis i frysende serier

Larver får folk til at gå amok

Da en mumificeret mammut dukker frem af den smeltende permafrost i den norske øgruppe Svalbard, bliver forhistoriske parasitiske hvepselarver sluppet løs.

Det igangsætter en kædereaktion af voldsomme begivenheder, der rammer indbyggerne i den fiktive by “Fortitude”, som giver serien sit navn.

Larverne bærer nemlig på en virus, der forvandler øboerne til morderiske galninge, når de bliver inficeret.

Og da den engelske videnskabsmand Vincent Rattrey ankommer til Fortitude for at forske i kannibalisme blandt isbjørne, finder han hurtigt ud af, at isbjørnene ikke blot angriber hinanden, men også menneskene i byen.

Scenariet med desperate, sultne isbjørne, der begynder at spise hinanden og sågar at angribe mennesker, er faktisk som taget direkte fra virkeligheden.

I takt med at den globale opvarmning ødelægger isbjørnenes levesteder og adgang til føde, sker det hyppigere, at isbjørne angriber og æder deres egne.

Og klimaforandringerne tvinger også isbjørne til at søge føde tættere på befolkede områder, hvilket resulterer i flere angreb på mennesker.

De forhistoriske hvepselarver i “Fortitude” er heller ikke grebet fuldstændig ud af den blå luft. Der findes adskillige eksempler på orme og larver, som er blevet vakt til live efter at være optøet af permafrost, hvor de har ligget i dvale i mere end 40.000 år.

Og naturen er rig på hvepselarver, der kan forvandle deres ofre til viljeløse zombier, når de inficeres.

En parasit såsom Toxoplasma gondii er endda berygtet for i sjældne tilfælde at udløse psykoser hos mennesker, der inficeres med den.

Så idéen om forhistoriske parasithvepse, der får mennesker til at gå fra forstanden, er ikke fuldstændig utænkelig.

Tog hamrer rundt om den dybfrosne Jord

Jorden er én stor kummefryser. Alle mennesker er døde – undtagen de 3000 passagerer på et langstrakt tog, der kører hele Jorden rundt igen og igen på en uendelig tur og kun derfor kan holde temperaturen oppe.

Uendelighedstoget danner rammen om serien “Snowpiercer”, der tager sin begyndelse, syv år efter at forskere ved en fejl har frosset hele kloden til.

“Snowpiercer” viderefører en sci-fi-tradition, som går helt tilbage til “Frankenstein” fra 1818: Når vi bruger videnskaben til at lege Gud, rammer det os ofte som en boomerang.

I seriens univers har forskere forsøgt at bremse den globale opvarmning ved at sende kunstige støvskyer op i atmosfæren, men metoden virkede simpelthen for godt. Støvskyerne blokerede næsten fuldstændigt for Solens lys, og derfor frøs alting til is, og næsten hele menneskeheden uddøde.

Denne form for såkaldt geoengineering arbejder virkelighedens forskere også med i dag, men selv hvis vi kaster os ud i et globalt eksperiment af denne art, vil vi aldrig se et dommedagsscenarie som det i “Snowpiercer”.

De bittesmå partikler, som forskerne i serien har sendt op i atmosfæren, ville nemlig i virkeligheden kun svæve rundt i et års tid og derefter forsvinde igen. Skal kloden forvandles til en snebold, kræver det altså, at vi sender støvskyer op i atmosfæren hvert eneste år i flere generationer.

Toget, som er menneskets sidste chance, henter inspiration fra de forskere, som forsøger at knække koden til en såkaldt evighedsmaskine, der kan holde sig selv kørende på ubestemt tid.

Allerede i 1775 erklærede Det Videnskabelige Akademi i Paris, at konstruktionen af en sådan maskine er en umulighed.

Årsagen er simpel: Skal en evighedsmaskine virke, er den nødt til at skabe energi ud af ingenting – hvilket strider imod naturlovene.

Og dén udfordring har ingen forskere endnu løst.

Kannibalisme og blyforgiftning rammer ekspedition

I sommeren 1845 satte den britiske opdagelsesrejsende sir John Franklin og hans besætning sejl mod den sagnomspundne Nordvestpassage med skibene HMS Terror og HMS Erebus.

Ekspeditionen vendte aldrig hjem igen, men sad fast i isen i månedsvis, inden kulden og sulten beseglede mændenes skæbne. Historikere har længe gisnet om, præcis hvad der hændte besætningen.

TV-serien “The Terror” giver sit bud på en forklaring med en blanding af uhyggelige historiske fakta og overnaturlige fiktive elementer.

Serien skildrer bl.a., hvordan den medbragte dåsemad bliver forurenet af bly, hvilket gør besætningen både fysisk og mentalt syg. Virkelige undersøgelser af ekspeditionen viser, at dåsernes blyindhold ganske rigtigt var sivet ud i maden.

Blyforgiftning giver bl.a. nedsat appetit og øger risikoen for skørbug, og forgiftningen kan også udløse anfald af paranoia og søvnløshed.

Serien viser også grufulde tilfælde af kannibalisme, og det er faktisk meget sandsynligt, at virkelighedens besætning blev drevet til at sætte tænderne i hinanden.

I 2015 udgav antropologerne Simon Mays og Owen Beattie en opsigtsvækkende rapport. Deres analyser viste, at knoglerne på flere besætningsmedlemmer var knækket over flere steder og udsat for høj varme. Derfor konkluderede Beattie og Mays, at de afdøde besætningsmedlemmers knogler efter al sandsynlighed var blevet kogt for at udvinde den næringsholdige benmarv.

Seriens isbjørnemonster, der dræber flere besætningsmedlemmer, er dog fri fantasi. Monsteret er baseret på et væsen fra en inuitisk religion ved navn Tuurngait, der frit kan oversættes til “dræbende ånd”.