Claus Lunau

Istiden er aflyst

Målinger tyder på, at Solens aktivitet er på vej mod et minimum. Men modsat i 1600-tallet, hvor floder frøs til, og høsten slog fejl, er milliarder af tons menneskeskabt CO2 klar til at afvise kuldens isnende kvælertag.

Igen i år lader foråret vente på sig. Langs vejene ligger flere måneders snefald fortsat i meterhøje, beskidte dynger, mens tyk is dækker søer og havområder. Trods lodne vinterfrakker, uldne huer og tykke vanter blæser den iskolde østenvind gennem marv og ben på alle, der drister sig udendørs – også når Solen står højt på himlen midt på dagen.

Velkommen til et Danmark i istidskuldens knugende greb.

Under den lille istid blev frost­markeder afholdt på Themsen.

© Getty Images

Selvom 2020 begyndte med en af de mildeste vintre i mands minde, og kloden er ved at koge over af menneskeskabt global opvarmning, så er kulden måske ikke gemt så langt væk, som vi tror.

Målinger tyder på, at Solens aktivitet, og dermed dens energileverencer til Jorden, dykker i løbet af de kommende ti år. Sidst Solen var så stille, var under den såkaldte lille istid, som varede fra omkring år 1450 til 1850.

De koldeste år faldt i perioden 1645-1715, hvor et isnende kvælertag knugede Vesteuropa, så millioner frøs, sultede og døde.

Det store spørgsmål blandt forskerne er derfor, hvordan en lignende – eller endnu lavere – solaktivitet vil udspille sig i dag.

Iskapper fedes op

Solen er altafgørende for Jordens klima, da den leverer 99,97 procent af energien til planetens overflade, mens klodens indre varme kun står for 0,03 procent. Mængden af solenergi kan derfor påvirke temperaturen dramatisk. Det sker for eksempel under istiderne, som Jorden har oplevet gentagne gange de seneste godt 2,6 millioner år.

Under en istid opfeder kulden Jordens store iskapper på Grønland og Antarktis, samtidig med at nye iskapper vokser frem i Nordamerika, Sibirien og Skandinavien.

Iskapperne udsender kilometertykke istunger, der kværner landskabet til ukendelighed og sender dyr og planter på flugt mod varmere himmelstrøg. Varmeglade arter, som i dag trives i Nordeuropa, overlever kun, hvis de slipper over Alperne og søger tilflugt ved Middelhavet.

Istiderne strammer grebet om Nordeuropa

De seneste ca. 2,6 mio. år er istider kommet og gået. I begyndelsen var de små og ramte med ca. 40.000 års mellemrum, men for omkring 800.000 år siden ændrede rytmen sig. Kulden varede pludselig i over 100.000 år, og isen bredte sig langt væk fra polarområdet.

© shutterstock & Lotte Fredslund

500.000 til 337.000 år før nu: Elster-istiden når længst ned i Europa

Istiden elster er todelt og ender i varmetiden holstein. Den koldeste periode med den største isudbredelse (top af kurve) mod syd ligger frem til ca. 425.000 år før nu.

© shutterstock & Lotte Fredslund

300.000 til 130.000 år før nu: Rekordgletsjere opsluger Vesteuropa og Rusland

Gletsjerne i saale-istiden er rekordstore og dækker hele Skandinavien. Isen strækker sig langt mod øst og syd og dækker store dele af nutidens Holland og Tyskland.

© shutterstock & Lotte Fredslund

115.000 til 11.500 år før nu: Isen smelter tilbage for sidste gang

Den seneste istid, weichsel, slutter med den nuværende varmetid, holocæn. Den koldeste periode topper ca. 20.000 år før nu, hvor gletsjere dækker hele Skandinavien.

Forskerne har kendt til de store istider fra midten af 1800-tallet og har siden opdagelsen ledt efter forklaringen. Det første bud på en sådan kom i 1864 fra den selvlærte skotske fysiker James Croll.

Han foreslog, at isens hvileløse vandren frem og tilbage skyldtes rytmiske ændringer i mængden af sollys – og dermed energi – som ramte Jorden på forskellige årstider. Croll forestillede sig, at en periode med ekstra kolde vintre lagde kimen til en istid, som derefter voksede i styrke gennem en vifte af selvforstærkende effekter.

James Croll påpegede fx, at det udbredte hvide snedække fra en lang og kold vinter kaster energien fra Solen tilbage mod rummet langt ind i foråret og på den måde sænker temperaturen år for år.

Senere undersøgelser har vist, at Crolls teori ramte plet angående den grundlæggende årsag, og siden er teorien blot justeret en anelse og har fået tilføjet nogle ekstra detaljer. Istider opstår netop som følge af tre små variationer i Jordens bane om Solen.

Jordens slingren driver isen

De præcise processer, som styrer isens kommen og gåen, er stadig til diskussion, men den bagvedliggende årsag har været kendt i 100 år. Tre forskellige variationer i Jordens bane betyder, at energien fra Solen rammer planetens overflade forskelligt. Rytmen i variationerne passer præcis med de store istiders mange fremrykninger og tilbagetog.

Ken Ikeda Madsen

Excentricitet

Cyklus på 100.000 år.
Jordens bane veksler mellem at være cirkelrund og oval.

Ken Ikeda Madsen

Præcession

Cyklus på 23.000 år.
Retningen af Jordens rotationsakse svinger rundt i en bevægelse som en ustabil snurretop.

Ken Ikeda Madsen

Inklination

Cyklus på 41.000 år.
Hældningen af Jordens rotationsakse vipper frem og tilbage mellem 21,39° og 24,36°.

Ken Ikeda Madsen

Tilsammen skaber variationerne de såkaldte Milankovic-cyklusser, som over årtusinder fører til komplicerede skift i mængden af energi, der rammer Jorden på forskellige årstider og steder.

Croll tog dog fejl på ét punkt. Det er ikke perioder med kolde vintre, der er afgørende for, om vi får istid eller ej.

Derimod er de fleste klimaforskere i dag enige om, at skiftet til istid falder sammen med perioder, hvor en zone omkring den 65. nordlige breddegrad modtager meget lidt solenergi om sommeren.

Pletfrie perioder køler kloden

Den seneste istid, kaldet weichsel, sluttede endeligt for omkring 11.500 år siden. Forskerne ved ikke, præcis hvor mange istider der er gået forud for weichsel, men de skal tælles på mere end to hænder.

I løbet af de seneste 800.000 år er kulden kommet og gået i en rytme, hvor istiderne varer godt 100.000 år afbrudt af mildere perioder på 10.000-20.000 år – som den, vi oplever i øjeblikket.

Men selv i de varme perioder er klimaet ustabilt og byder på overraskende kulde, der varer fra få årtier til flere århundreder. Igen skal årsagen findes på Solen – eller rettere inden i den.

Magnetisk kaos pletter Solen

Forskere har i århundreder undersøgt solpletter – mørke aftegninger på solskiven, som dukker op og forsvinder over en periode på 11 år. Efterhånden har forskerne fundet ud af, hvordan solpletterne opstår, og hvad de betyder.

© Claus Lunau

Roligt magnetfelt giver helt blank solskive

Når en ny solpletcyklus begynder, ligner magnetfeltet Jordens, hvor Solens magnetiske poler ligger tæt på dens geografiske poler. På det tidspunkt er Solen rolig og typisk helt fri for solpletter.

© Claus Lunau

Fartforskelle vrider magnetlinjerne

Solens magnetiske feltlinjer fryser fast i den såkaldte konvektionszone, som ikke roterer lige hurtigt overalt på Solen. Rotationen er hurtigst ved ækvator og langsomst ved polerne, så feltlinjerne begynder at sno sig.

© Claus Lunau

Magnetisk kluddermor bryder Solens overflade

Med tiden bliver feltlinjerne voldsomt snoet og skaber et komplekst magnetfelt. Feltlinjerne ligger meget tæt, og Solen har flere nord- og sydpolområder. Stærke magnetiske sløjfer bryder gennem overfladen.

© Claus Lunau

Mørke pletter spætter solskiven

De magnetiske sløjfer bremser energitilførslen fra Solens indre op til overfladen. Det skaber en kold, mørk plet: en solplet. I perioder med mange solpletter stiger Solens udstråling – især den ultraviolette – og Jorden får tilført mere energi.

Fra 1645 til 1715, under det såkaldte Maunderminimum, blev Solen usædvanlig stille. På overfladen viste stilheden sig som en periode stort set uden solpletter – mørke plamager skabt af knuder i magnetfeltet i den øverste sol­atmosfære.

Den tyske astronom Gustav Spörer undersøgte i slutningen af 1700-tallet gamle optegnelser og opdagede, at Solen i perioden fra 1672 til 1700 blot havde 50 solpletter i alt.

Når solaktiviteten er høj, har Solen over en tilsvarende periode mellem 40.000 og 50.000 solpletter.

Ifølge klimaforskerne i projektet PAGES 2k blev kloden 0,4 grader koldere under Maunderminimummet og den lille istids koldeste årtier.

© Claus Lunau

Solens aktivitet dykker

Solforskere har koblet antallet af solpletter med temperaturen under den koldeste del af den lille istid. Målinger viser, at vi er på vej mod et lignende niveau, men at det næppe vil få en effekt.

Solpletterne forsvandt totalt

I den lille istids koldeste periode var bl.a. de hollandske havne lukket af fast havis op til 30 km ud fra kysten.

Festival skød op midt på Themsen

I slutningen af den lille istid faldt gennemsnits- temperaturen én grad, og bl.a. frøs Themsen i London til.

Solaktiviteten falder igen

Målinger viser, at Solen fra 2020 igen går ind i en periode med få solpletter og meget lav aktivitet.

I Europa var faldet lokalt 1,5 grad, fx i de centrale Alper, hvor gletsjerne fik vokseværk. Andre steder frøs floder til, så skibstransport var umulig, og høsten slog fejl igen og igen. Resultatet for den allerede pressede befolkning var hungersnød, sygdom og død.

Vulkanudbrud var medskyldige i kulden, men samtidig nåede mindre energi Jorden.

Forskere fra University of Colorado anslår, at Solen dengang leverede ca. 1360,25 watt/m2, mens tallet i det 20. århundrede lå på gennemsnitligt 1361,5 watt/m2.

Astrofysiker Irina Kitiashvili på NASA's Ames Research Center undersøger variationer i Solens magnetfelt. Hun har genskabt udviklingen i Solens samlede magnetfelt fra 1976 og frem til 2019 og lagt oplysningerne ind i en såkaldt magneto­hydrodynamik-model.

Den viser, hvordan elektrisk ledende gasser og væsker opfører sig i et magnetfelt, og kan hjælpe med at forudsige antallet af solpletter fremover.

Mængden af solpletter varierer over en periode på ca. 11 år fra få til mange og tilbage til få igen.

Astronomerne har nummereret cyklusserne og er nu nået til cyklus 24, der begyndte i 2008 og slutter i 2020. Irina Kitiashvilis model forudsagde cyklus 24 ret præcist, hvilket har skabt stor interesse for hendes forudsigelse af den kommende cyklus 25, som ifølge modellen vil blive den svageste i 200 år.

Solpletaktivitet bliver halveret i forhold til cyklus 24, der igen kun var halvt så aktiv som cyklus 21 og 22 fra 1976 til 1996.

Alligevel er der aldrig blevet målt så høje temperaturer på Jorden som nu.

Kulde og varme lægger arm

Årsagen er, at atmosfærens indhold af drivhusgassen CO2 er steget med 45 procent siden Den Industrielle Revolution tog fart i midten af 1800-tallet, mens mængden af den endnu kraftigere drivhusgas metan er steget med hele 150 procent.

Drivhus­gasserne er årsagen til den nuværende globale opvarmning, og er en potent modstander til kulden fra verdensrummet. Forsvandt alle drivhusgasser fra atmosfæren, ville klodens gennemsnitstemperatur falde til uhyggelige minus 18 grader.

Nu er den i stedet behagelige plus 15 grader.

Solens aktivitet er på vej mod et minimum, og solskiven er i øjeblikket helt fri for solpletter. Fortsætter den pletfri tilstand, er det tegn på, at en ny lille istid kan være under opsejling.

© SDO/NASA

I 2017 undersøgte tre amerikanske fors­kere fra University of California i San Diego 20 års astronomiske data fra 33 sollignende stjerner. Målet var at fastslå, hvor meget stjernernes udstråling varierede over tid. Undersøgelserne viste, at det næsten udelukkende er energi i form af ultraviolet stråling, som dykker, når en stjerne går ind i et Maunderminimum.

Med baggrund i de 33 stjerner anslår forskerne, at dykket ligger på mellem 5,5 og 8,4 procent. På Jorden ville et Maunderminimum derfor resultere i et naturligt temperaturfald på maksimalt 0,5 °C.

Lektor Michael Brown fra Monash University i Australien har kigget nærmere på armlægningen mellem varme og kulde.

Ifølge Brown vil selv en gentagelse af Maunderminimummet ikke føre til et egentligt temperaturfald på kloden – primært fordi atmosfæren bliver tilført stadig flere drivhusgasser, der siden 1850 har varmet kloden op med godt 1 °C.

Vi pumper så meget kuldioxid ud i atmosfæren, at vi sandsynligvis ikke vil få istid de næste 100.000 år. Michael Sandstrom, Palæoklimatolog

Tal fra Det Internationale Energiagentur viser fx, at Jordens samlede energibehov var 2,3 procent højere i 2018 end i 2017.

Samtidig blev det stigende behov først og fremmest dækket med kul, olie og gas og ikke med grønne energikilder som vind- og solenergi. Dermed tyder intet på, at temperaturstigningen vil blive bremset foreløbig.

Ny istid er sat på pause

Først om tidligst 1500 år truer begyndelsen på en ny "rigtig" istid.

Modsat en lille istid er den ægte vare ikke blot et kortvarigt temperaturdyk på nogle årtier, men strækker sig der­imod over titusinder af år med et klima, der er mindst fem grader koldere end i dag.

Kloden kommer dog næppe til at opleve nye gigantiske iskapper foreløbig, vurderer palæoklimatologen Michael Sandstrom fra Columbia University i New York. Han har bl.a. undersøgt, hvor meget kuldioxid luften indeholder i henholdsvis varmetider og istider. Mængden af CO2 måles i milliontedele luftmolekyler, ppm.

Før en istid kan opstå, skal CO2-indholdet i atmosfæren ned på omkring 170 ppm. Det vil sige, at luften indeholder 170 CO2-molekyler for hver en million luftmolekyler.

Mængden af CO2-molekyler skal modsat op på 280 ppm for at forårsage en varmetid som den nuværende. Inden af­bræn­din­gen af fossile brændstoffer tog fart i midten af 1800-tallet, var atmosfærens indhold af CO2 netop 280 ppm.

Siden er koncentrationen steget til 410 ppm.

Isfri fremtid truer Jorden

Hvis den globale opvarmning løber løbsk, er det slut med istider de næste mange hundrede tusind år. I stedet for istider og voksende iskapper kollapser isen og pøser millioner af km3 vand ud i verdenshavene. Og det vil ændre landkortet drastisk.

Claus Lunau

1. Store mængder CO2 giver kloden hedeslag

Udledningerne af CO2 har allerede hævet koncentrationerne af drivhusgassen i atmosfæren fra 280 til 410 milliontedele (ppm) – en stigning på ca. 45 procent. Fortsætter udledningerne, er en koncentration på over 1000 ppm i år 2100 ikke utænkelig.

Claus Lunau

2. Smeltevand fosser ud i verdenshavene

Allerede nu smelter isen på Antarktis og Grønland med rekordfart. I en 4-6 grader varmere fremtid kan isen kollapse totalt, så kun de højeste og koldeste egne huser en lille smule is. Smeltevandet ender i oceanerne.

Claus Lunau

3. 50 meter vand fjerner Danmark fra landkortet

Det ekstra havvand hæver den globale vandstand med over 50 m. Uden beskyttelse forsvinder store dele af lavtliggende nationer som Danmark og Holland i bølgerne, mens landkortet over resten af Skandinavien og Europa ændrer sig markant.

Claus Lunau

Sidste gang Jorden blev udsat for en lignende opvarmning, var for godt 56 mio. år siden under det paleocæne-eocæne temperaturmaksimum (PETM). I løbet af 10.000 år blev kloden fem-otte grader varmere, fordi undersøiske vulkaner smeltede metanis på havbunden og frigav store mængder drivhusgasser.

Da udslippene stoppede, varede det hele 170.000 år, før temperaturen var faldet til det oprindelige niveau. Den langsomme afkøling skyldes, at Jordens indbyggede termostat er ineffektiv og lang tid om at fjerne CO2 fra atmosfæren.

Derudover løber mange af de processer, en opvarmning sætter i gang, meget hurtigere forlæns end baglæns. Afsmeltningen af klodens store iskapper på Antarktis og Grønland sker fx langt hurtigere end dannelsen af ny is.

Hvis den globale opvarmning løber løbsk, vil Arktis’ iskapper kollapse og sende trilliarder af liter vand ud i verdenshavene.

© Shutterstock

Samtidig har smeltet is en selvforstærkende effekt. Når isen smelter, blotlægges mørkt hav og land, som – modsat den hvide, reflekterende is – opsuger Solens stråler og omdanner dem til varme.

Heden forstærker med andre ord sig selv og gør det sværere at vende en stigning i temperaturen til et fald.

Solen kan købe os tid

Udledningen af drivhusgasser fører altså ikke blot til en nutidig global opvarmning, men forstyrrer også klodens naturlige pendulsving mellem kulde og varme i fremtiden.

Video: Hvor meget is skal smelte, før dit hjem bliver oversvømmet?

Hvis de store iskapper forsvinder, vil det få uoverskuelige konsekvenser. Følg havstigningernes effekt på land meter for meter.

Og det kan blive klimaets redning.

Hvis astrofysikere som Irina Kitiashvili har ret i teorien om, at vi går ind i en ny periode med meget lav solaktivitet, får menneskeheden over de kommende årtier måske en kortvarig udsættelse af de værste selvforskyldte klimaændringer, for mens drivhusgasserne driver temperaturen opad, dæmper Solens nedsatte aktivitet deres effekt på klimaet.

Dermed får energisektoren den nødvendige tid til at omstille sig til grønne energikilder, mens industrien kan finde erstatninger for fx beton og stål, som udleder enorme mængder CO2, når de produceres.

Udsættelsen varer dog ikke evigt, og når Solen og solpletterne igen vender tilbage med fornyet styrke, vil temperaturen skyde opad med raketfart, medmindre den menneskeskabte globale opvarmning til den tid er bragt under kontrol.