Shutterstock

Jordens ældste sten er fundet – på Månen

En 4,1 milliarder år gammel sten, som blev samlet op under Apollo 14-missionen, har vist sig at stamme fra Jorden - og er tilmed klodens ældste.

I 1971 samlede astronauter på Apollo 14-missionen sten på Månen og tog dem med hjem. Lige siden har månestenene været opmagasineret og er kun blevet besøgt af forskere, som har undersøgt dem for at lære nyt om Månens geologi.

Det kunne de godt have sparet sig, i hvert fald når det gælder en af stenene.

Nye undersøgelser viser, at den ikke er dannet på Månen, men her på Jorden. Og den har tilmed erobret rekorden som Jordens ældste sten, netop fordi den er blevet bevaret på Månen og har været beskyttet mod de geologiske kræfter, som hersker på vores klode.

Da astronauter besøgte Månen i 1971, tog de småsten med hjem. En af dem har nu vist sig at være blevet skabt på Jorden.

© NASA

Det exceptionelle fund er undersøgt af et internationalt forskerhold. Stenen består af mineralerne kvarts, feldspat og zirkon, som er sjældne på Månen, men almindelige her på Jorden.

Årsagen er bl.a., at kvarts og zirkon dannes i iltrige omgivelser under høje temperaturer og højt tryk.

Geologerne har dateret stenen til at være mellem 4 og 4,1 milliarder år gammel, og de har også fastslået, at stenen er formet ca. 20 km under Jordens overflade.

128.000 km – så langt har stenen rejst for at nå fra Jorden til Månen. Turen tilbage til Jorden var mindst tre gange så lang, fordi Månen siden har fjernet sig.

Et stort asteroidenedslag på Jorden har slynget den ud i rummet, hvorefter den er landet på Månen, der dengang kredsede i en afstand, der kun var en tredjedel af afstanden i dag.

På Månen blev den også offer for asteroidenedslag, som delvist har smeltet den for ca. 3,9 milliarder år siden og begravet den dybt under overfladen. Her har den ligget, indtil et nyt nedslag har bragt den til overfladen for omkring 26 millioner år siden.

Dette nedslag skabte det såkaldte Conekrater, hvor astronauterne fandt stenen.