Kæmpe havmonster vækkes til live

Ved at sammenligne knoglestumperne med tidligere knoglefund af lignende iktyosaur-arter konkluderer forskerne, at den nye hvaløgle var større end selv en blåhval.

Med en længde på op til 33 meter og en gennemsnitsvægt på omkring 150 tons har blåhvalen ellers siddet tungt på førstepladsen over klodens største dyr.

Ifølge forskerne var den nyopdagede hvaløgleart dog mindst lige så stor som blåhvalen – og sandsynligvis også både flere meter længere og adskillige tons tungere.

Fortidsøgler regerede havene

Mere end 200 år før Paul de la Salle snublede over sit livs fund på stranden i det sydlige England, udgravede landsmanden Joseph Anning et 1,2 meter langt kranium af den dengang ukendte hvaløgle i byen Dorset blot 70 kilometer længere væk.

Året efter fandt hans 12-årige søster, Mary Anning, i 1812 resten af skelettet. Hun blev senere en af Englands berømteste palæontologer.

Hvaløglen er altså blevet gransket og analyseret i over to århundreder, og antallet af velbevarede knogler fra de frygtindgydende undervandsrovdyr er steget støt gennem årene.

Mange af fossilerne, som er dukket op til jordens overflade i tidens løb, er næsten komplette skeletter med velbevarede knogler og tydelige aftryk af bløddele som hud og organer. Palæontologer har sågar fundet fossiler, der afslører hvaløglernes maveindhold i form af forstenede fisk og blæksprutter.

De utallige fund dækker dog kun samlet set over en meget kort del af de i alt 160 millioner år, som hvaløglernes vidt forgrenede biologiske orden eksisterede i. Og store dele af det forhistoriske dyr er stadig omgærdet af mystik. Fx er det stadig usikkert, hvilket specifikt fortidsdyr, der oprindeligt søgte tilbage til havet og dermed blev stamfader til hvaløglerne. Ligeledes er slægtskabet mellem de forskellige arter stadig uvist.

Palæontologerne ved dog med sikkerhed, at hvaløglerne stammede fra krybdyrene og dermed var nært beslægtede med dinosaurerne. Iktyosaurerne er fundet i alle størrelser fra under en meter og nu altså op til langt over 20 meter.

Siden de første spor af fortidens hvaløgler så dagens lys i 1811, har palæontologer udgravet fossiler fra knap 100 forskellige hvaløglearter. Hvaløglerne levede over det meste af kloden og har efter alt at dømme ligget øverst i fødekæden, siden de første gang dukkede op i havene for godt og vel 250 millioner år siden i den såkaldte triasperiode.

Iktyosaurus betyder fiskeøgle på latin, men navnet hvaløgle er mere beskrivende for havdyrets fysiske fremtoning. Dyrene minder nemlig anatomisk set mere om nutidens delfiner end om fisk.

Deres kæber var oftest lange og forsynet med talrige spidse tænder – akkurat som delfinerne. Ældre fossilfund viser også, at hvaløglerne havde lunger, så de var nødt til at søge mod overfladen for at ånde.

Ligesom andre havpattedyr fødte hvaløglerne også levende unger. Der er fundet flere eksemplarer af hvaløgler med fostre og sågar et enestående fossil af en mor og hendes barn, der begge døde af ukendte omstændigheder midt under fødslen.

Selvom iktyosaurerne mest af alt lignede fredelige delfiner, besad de et dræberinstinkt, som er på højde med hvidhajens.

Fortidsgigantens øjne målte op til 22 centimeter i diameter, og simuleringer af hvaløglens synssans viser, at rovdyret havde et fabelagtigt syn, som kunne spotte byttedyr i dybder på helt ned til 1600 meter.

Havdyrets aflange kropsform og store finner afslører tilmed, at hvaløglerne var hurtige jægere, som var i stand til at accelerere i høj fart gennem vandet efter deres bytte.

De helt store hvaløgler var dog ikke det, biologerne kalder topkonsumenter – dvs. et rovdyr øverst i fødekæden, som spiser andre store dyr.

Formentlig ernærede de sig som mange af nutidens hvaler ved at svømme igennem store mængder krebsdyr og fiskeyngel med munden åben. Ligesom blåhvalen skabte fortidens største hvaløgler et overtryk i vandet, når de åbnede deres gab, så byttedyret blev suget ind i munden.

Øgle overgår blåhvalen

Præcis hvordan den nye hvaløgle skaffede føde, afslører fundet af den nye kæbeknogle ikke. Alligevel har Paul de la Salles fossil allerede lært forskerne meget.

Først måtte de tre palæontologer, som modtog fossilerne fra Paul de la Salle dog bevise, at knoglen rent faktisk kom fra en hvaløgle. Det gjorde de ved at undersøge fossilets anatomi i detaljer – bl.a. en dyb fure i overfladen og et hulrum i kæbeknoglen, hvor der oprindeligt løb nerver og bruskvæv gennem.

Derefter sammenlignede forskerne det nye fund med særligt velbevarede kranier af andre hvaløgler, bl.a. den godt syv meter lange Platypterygius fra Australien, som palæontologer tidligere har undersøgt ved hjælp af meget detaljerede røntgenbilleder.

Efter at forskerne med sikkerhed havde bevist, at de stod med knogleresterne fra et helt nyt familiemedlem af hvaløglerne, besøgte de Royal Tyrrell Museum of Palaeontology i Alberta, Canada. Her er udstillet et eksemplar af den største hvaløgleart, forskerne hidtil har kendt til – en 21 meter lang kæmpe ved navn Shonisaurus.

Ved at sammenligne det nye knoglefund med den udstillede kæbeknogle tilhørende Shonisaurus-eksemplaret opdagede de tre forskere, at den nye knogle var hele 25 procent større. Det betyder, at den nye hvaløgleart efter alt at dømme målte omkring 26 meter fra snude til halefinne. Til sammenligning er den gennemsnitlige voksne blåhval omkring 25 meter lang.

Den største overraskelse kom dog, da den nye knogle blev sammenlignet med tre store knogler fundet 60 kilometer fra det nye fund i en lille landsby ved navn Aust i det sydlige England for 170 år siden.

Aust-knoglerne har i tidens løb været tilskrevet en del forskellige dyr, herunder flere arter af dinosaurer og krybdyr, men det forkaster palæontologerne nu.

Da de fik lagt de nye og de gamle knogler ved siden af hinanden, var lighederne overvældende. Igen var det de særlige fordybninger i knoglerne, der afslørede slægtskabet mellem de to fund.

Furen i den ene af Aust-knoglerne minder så meget om furen i den nye kæbeknogle, at knoglerne med al sandsynlighed stammer fra samme sted – og fra samme art. Og hvis forskernes analyser af de knap 170 år gamle knogler holder stik, vokser den nye hvaløgleart yderligere.

Når Aust-knoglen bliver målt op, tegner der sig et billede af en hvaløgle, som var helt op til 40 procent større end de 26 meter, som Paul de la Salle-eksemplaret af hvaløglen målte. Giganten, der bar rundt på de nu forstenede knogler, målte op til 36 meter og vejede mere end 200 tons.

Forskerne fremhæver endda, at de to tilbageværende Aust-knogler måske sad et andet sted i kæben end den tredje. I så fald tyder fossilets dimensioner på, at hvaløglen var endnu større end de 34 til 36 meter.
Da de to andre knogler ikke har samme genkendelige fordybninger som kæbeknoglen, er dette dog stadig ren spekulation.

Hvad palæontologerne dog med sikkerhed kan konkludere, er, at den nye hvaløgle mi­ni­mum var mellem 20 og 25 meter lang. Det gør fortidsøglen til den største hval­øg­le­art, som nogensinde er udgravet i Stor­bri­tan­nien. Dataene tyder dog også på, at det er et meget konservativt bud, og at dyret formentlig var en hel del større.

Samtidig er det meget usandsynligt, at knoglerne udgravet for 170 år siden i Aust skulle stamme fra et særligt stort individ af den nye hvaløgle. Det er langt mere sandsynligt, at knoglerne tilhørte et helt gennemsnitligt individ af hvaløglearten.

Uanset hvor lang fortidsøglen bag de forstenede knogler reelt set var, har der altså næsten med sikkerhed eksisteret endnu større eksemplarer af arten for 200 millioner år siden.

Forskere jagter nye hvaløgler

Afsløringen af den nye hvaløgleart sætter endnu en gang fokus på, hvorfor nogle specifikke arter vokser sig så ekstremt store over tid.

Naturen ser ud til automatisk at afføde større og større fysiske størrelser af individer inden for en udviklingslinje. Udviklingslinjer er arter knyttet sammen i tid gennem evolutionært slægtskab. Med andre ord: en art, der har udviklet sig til en ny art, der udvikler sig til en ny art, og så videre.

Tendensen til større og større dyr blev beskrevet allerede for mere end 100 år siden i den såkaldte Copes regel, der er opkaldt efter den amerikanske palæontolog Edward Drinker Cope.

Et af de mest klassiske eksempler på reglen er hestens evolution. De første heste, som levede for 55 mio. år siden, var på størrelse med hunde og havde en skulderhøjde på blot 40 cm. Den størrelse blev langsomt forøget fra art til art frem til moderne vildheste, der måler 160 centimeter.

Copes regel afslører ikke, hvorfor såkaldt gigantisme er en fordel. Den konstaterer bare, at det sker igen og igen i dyreriget.

I dag er forskerne dog kommet frem til en håndfuld forspring, som store dyr har i forhold til små. De er bedre til at beskytte sig mod rovdyr, de er mere intelligente, de kan nå ellers utilgængelige fødeemner, og de lever generelt længere end mindre dyr.

Selv de største dyr risikerer dog at bukke under på et tidspunkt, hvad enten det så drejer sig om klimaændringer, masseudryddelser forårsaget af fx globale naturkatastrofer eller mennesket – eller noget helt tredje. For hvaløglerne stoppede deres dominans som havets ultimative rovdyr, godt 25 millioner år før et meteor slog ned i Den Mexicanske Golf og udryddede de sidste af klodens dinosaurer for 65 millioner år siden.

I 2015 udgav internationale palæontologer en rapport om mulige årsager til, at iktyosaurerne uddøde før de andre dinosaurer. Stigende havtemperaturer forårsaget af klimaændringer bliver udnævnt som den mest sandsynlige årsag til artens udryddelse. Det er dog stadig kun kvalificeret gætværk.

For forskerne bag fundet af den nye hvaløgleart handler det primært om at finde ud af så meget om det gigantiske havuhyres liv som overhovedet muligt. De håber derfor, at kolleger verden over vil bruge den nye viden om hvaløgleartens særegne knoglestruktur til at analysere fossiler, hvis oprindelse enten er ukendt eller angivet under en forkert art.

Det vil forhåbentlig trække endnu flere hemmeligheder om hvaløglerne frem i lyset – og måske med 100 procents sikkerhed vippe blåhvalen ned af tronen som det største dyr, der nogensinde har levet.