Kan heste kaste op?

Har heste en brækrefleks, eller når den lange hals at stoppe maveindholdet, inden det når munden?

© Shutterstock

Evnen til at kaste op kan fx dulme en ond madforgiftning, alligevel er det ikke en teknik, heste benytter sig af.

Hestens fordøjelseskanal er nemlig konsekvent ensrettet. I takt med, at føden glider gennem fordøjelseskanalen, sørger kraftige muskelsammentrækninger og en stærk lukkemuskel for, at det ikke løber tilbage til spiserøret.

Musklernes sammentrækninger er så stærke, at de holder føden nede selv med modstand fra store tryk i mavesækken – fx på grund af gasproduktion eller overfodring. Ved faretruende højt tryk er det mere sandsynligt, at mavesækken brister, end at dyret kaster op.

Maveindholdet bliver nede under flugt

Den manglende brækrefleks skyldes først og fremmest, at græssende heste spiser med hovedet nedad. I stedet for at løfte hovedet efter hver bid for at synke, modvirker den ensrettede fordøjelseskanal tyngdekraften, som ellers ville få føden til at vende retur.

Evnen til at holde maden i maven betyder også, at heste øjeblikkeligt kan flygte fra rovdyr, uden at føden ryger op igen. Risikoen for at blive angrebet under et måltid har altid været høj, da heste bruger størstedelen af tiden på at græsse.

Selvom heste ikke kaster op, kan alvorlige skader i mave-tarmsystemet undtagelsesvist godt føre til at mad og mavesafter siver ud gennem munden.