Coronavirus kan betyde historiens største fald i årlige CO2-udledninger

Den globale CO2-udledning kan falde med op mod 5,5% i 2020 på grund af COVID-19-nedlukninger overalt i verden. Det er det første fald siden finanskrisen, hvor udledningen faldt med 1,4%, og det kan være vise sig at blive historiens største. Men det er ikke nok til at holde den globale temperatur nede.

Den globale CO2-udledning kan falde med op mod 5,5% i 2020 på grund af COVID-19-nedlukninger overalt i verden. Det er det første fald siden finanskrisen, hvor udledningen faldt med 1,4%, og det kan være vise sig at blive historiens største. Men det er ikke nok til at holde den globale temperatur nede.

Shutterstock

Siden coronaens udbrud har vi væltet os i historier om færre biler på vejene, færre fly på himlen og ren luft i byerne. Og nu har vi de første forsigtige estimater af, hvor stor klima-effekten faktisk kan blive.

Den britiske organisation Carbon Brief har udgivet en analyse af global data om de seneste måneders energiforbrug, som forudsiger et fald på 2.000 millioner tons CO2 i den globale udledning i år.

Det svarer til et fald på 5,5%, og det er meget. Faktisk kan det vise sig at blive det største fald i historien.

En pandemi kan ikke redde klimaet alene

Til sammenligning faldt verdens CO2-udledning med 845 millioner tons i kølvandet på Anden Verdenskrig, mens finanskrisen i 2008 førte til et fald på 440 millioner tons.

Men selv en verdenshistorisk rekord er ikke nok, hvis vi skal holde temperaturstigningen under de 1,5 grader, som var Paris-aftalens ideelle scenarie, hvis kloden skal undgå de værste følgevirkninger af den globale opvarmning.

Faktisk skal der et fald på 7,6% om året i det næste årti til, hvis vi skal lykkes.

Gode nyheder fra Det Internationale Energiagentur

Efter udgivelsen af Carbon Briefs rapport, udsendte Det Internationale Energiagentur, IEA, en tilsvarende analyse.

Ifølge IEA's beregninger vil udledningen af CO2 falde med hele 8% fra 2019 til 2020.

IEA tilføjer dog i deres rapport, at udledningerne efter alt at dømme vil stige igen efter 2020.

Vækst i grøn energi kan have bidraget

Carbon Briefs analyse bygger på fem store datasæt fra Kina, USA, Indien, Europa og den globale oliesektor.

Tilsammen tegner tallene et billede af transportveje, luftfart, industriproduktion, luftforurening og andre relevante indikatorer af CO2-udledning, dækkende for i alt 76% af den globale udledning. Derfor mener Carbon Brief, at analysen er repræsentativ.

Men organisationen slår også fast, at der endnu blot er tale om et estimat. Det er umuligt at lave præcise forudsigelser, fordi vi endnu ikke ved, hvordan krisen kommer til at udvikle sig, eller hvor længe, den kommer til at vare.

Man kan heller ikke drage klokkeklare konklusioner om årsagerne til det voldsomme fald i udledningen.

Der var for eksempel allerede stor vækst i forbruget af grøn energi før udbruddet af COVID-19, mens solskin og blæsende vejr i årets første måneder har betydet en stærkere produktionen i verdens sol- og vindparker.