Solopgang

Er vanddamp en mere skadelig drivhusgas end CO2?

Jeg har læst, at vanddamp er en drivhusgas ligesom CO2, og at dampen også forårsager opvarmning. Men hvilken af de to gasser er stærkest, og hvilken er mest klimavenlig?

Jeg har læst, at vanddamp er en drivhusgas ligesom CO2, og at dampen også forårsager opvarmning. Men hvilken af de to gasser er stærkest, og hvilken er mest klimavenlig?

Vanddamp har langt større betydning for, hvad der sker med energien i atmosfæren, end CO2 har. Vanddamp står fx for omtrent 60 procent af drivhuseffekten, der hæver Jordens gennemsnitstemperatur fra et godt stykke under frysepunktet til 15 grader.

Effekten på klodens temperatur ville med andre ord være langt større, hvis vi fjernede al vanddamp, end hvis vi fjernede al CO2.

Modsat CO2 forårsager vanddamp dog ikke selv klimaforandringer. Mængden af damp i atmosfæren følger i stedet blot med forandringerne, som altså bliver udløst af andre årsager.

CO2 ændrer klimaet

Atmosfærens temperatur bestemmer nemlig, hvor meget vanddamp den kan indeholde.

Hvis vi tilførte mere vanddamp til atmosfæren, ville mængden af nedbør blot stige tilsvarende. Og hvis vi trak vanddamp ud af atmosfæren, ville fordampningen fra fx havoverfladen blive forøget, og der ville falde mindre nedbør i en periode.

Mere CO2 øger til gengæld i sig selv temperaturen, mens mindre CO2 sænker den.

FN’s klimarapport fra 2021 slår fast, at vanddamp i form af skyer øger den globale opvarmning i fremtiden.

Skadende vanddamp
©

Høje skyer varmer op

I takt med den globale opvarmning vil der dannes flere skyer højt oppe. Placeringen mindsker udstrålingen af varme til rummet og øger samtidig tilbagestrålingen af varme mod jorden.

Vanddamp og co2
© Shutterstock & BiM

Færre skyer giver varme

Færre skyer bliver dannet lavt i atmosfæren. Jo færre lave skyer, jo større en del af strålingen fra Solen når ned til jordoverfladen og bliver omdannet til varme.

Vanddamp illustration
© Shutterstock & BiM

Vanddråber afkøler

Skyer vil bestå mere af dråber og mindre af iskrystaller end i dag. Dråberne reflekterer mere solstråling til rummet og afkøler dermed Jorden og modvirker den globale opvarmning.

CO2 er altså klart den vigtigste drivhusgas i forhold til den globale opvarmning. Andre drivhusgasser som metan og lattergas er medvirkende, mens vanddampen forstærker drivhusgassernes samlede effekt.

Forstærkningen er indregnet i det regnestykke, der tager højde for, hvor kraftigt hver enkelt drivhusgas påvirker klima – det kaldes også global warming potential eller GWP.

Så når forskerne laver udregninger på eksempelvis CO2’s drivhuseffekt og den fremtidige globale opvarmning, medregner de automatisk også den ekstra vanddamp, som bliver tilført atmosfæren.

Vanddamp er dermed en del af alle klimaberegninger.