FN: Afrika må have hjælp til at klare klimaforandringer

Afrika kræver, at rige lande, som forurener langt mere end fattige, skal kompensere for klimaforandringer.

Afrika kræver, at rige lande, som forurener langt mere end fattige, skal kompensere for klimaforandringer.

Shutterstock

Klimaforandringer vil ramme lande i Afrika uforholdsmæssigt hårdt, hvis der ikke investeres i at hjælpe dem med omstillinger.

Det siger FN's meteorologiske verdensorganisation, WMO, i en ny rapport.

"Afrika står kun for omkring 2-3 procent af verdens udledning af drivhusgasser, men kontinentet som helhed opvarmes hurtigere end det globale gennemsnit. Sidste år var Afrika på listen over de fire varmeste steder," skriver WMO i den nye rapport om klimaet i Afrika 2021.

Afgørende betydning

Den er udgivet på et tidspunkt, hvor Afrika kræver, at rigere lande, som forurener langt mere, skal give penge til projekter på det fattige kontinent og kompensere det for klimaforandringer.

Det er krav, som også ventes at komme i fokus på COP27 - det næste FN-klimatopmøde i Egypten i november.

WMO siger, at flere investeringer i klimatilpasninger har helt afgørende betydning.

Det anslås, at klimaforandringer kan koste afrikanske lande 50 milliarder dollar (over 372 milliarder kroner) i 2030. Først og fremmest på grund af tørke og oversvømmelser.

I rapporten fremhæves det også, at stærkt forandrede mønstre i nedbør har ført til den værste tørke i mere end 40 år på Afrikas Horn.

Sydsudan registrerede sidste år de værste oversvømmelser i 60 år, mens Tchad i år blev ramt af de værste regnfald i over 30 år.

Forskere siger, at ekstrem hede og voldsomme regnmængder forværres af menneskeskabte klimaforandringer. Dette vil kun tage til, hvis den globale opvarmning fortsætter, lyder det.

"For at øge afrikanske landes modstandsevne må kontinentet accelerere bestræbelser på at få etableret advarselssystemer og klimatjenester," siger WMO's generalsekretær, Petteri Taalas.

Rapporten advarer også om, at fire ud af fem afrikanske lande efter alt at dømme ikke vil have sikret sig tilstrækkeligt med vandressourcer om syv år.

Alene vandmangel vil i den periode føre til fordrivelser af omkring 700 millioner mennesker, fremgår det.