Forskere gør uventet opdagelse dybt under isen på Antarktis

En kæmpe flod flere tusind meter under det antarktiske isdække kan sætte fut i afsmeltningen fra området.

En kæmpe flod flere tusind meter under det antarktiske isdække kan sætte fut i afsmeltningen fra området.

NASA

Det kan være svært at forudsige, hvad de højere temperaturer i fremtiden kommer til at betyde for istabet på Antarktis. Og nu har forskere opdaget endnu en faktor, der skal presses ind i ligningen.

En 460 kilometer lang flod, der slænger sig under den antarktiske iskappe og samler vand fra et areal større end Tyskland og Frankrig tilsammen.

Kæmpefloden, der er længere end Themsen i England, er netop blevet opdaget af forskere fra University College London takket være radarundersøgelser fra luften.

Flod under Antarktis

Radar-scanninger har afsløret en 460 kilometer lang flod under det antarktiske isdække.

© Dow et al. 2022

Nu frygter de, at det voldsomme pres fra vandmasserne kan sætte skub i afsmeltningen.

“Området, hvor undersøgelsen er lavet, indeholder is nok til at få det globale havniveau til at stige med 4,3 meter. Hvor meget af isen, der smelter, og hvor hurtigt, det går, hænger sammen med, hvor glat bunden er. Det nyopdagede flodsystem kan have en stor indflydelse på den proces, siger professor Martin Siegert, som er en af forskerne bag undersøgelsen.

Floder fremskynder processen

Det er ikke første gang, vi opdager floder under Antarktis. Men den nye opdagelse afslører, at der er hele vandsystemer dernede, som er forbundet med store flodnetværk - helt ligesom hvis der ikke var flere tusind meter is ovenpå dem.

Vandet under isdækket kan opstå på flere måder. Enten på grund af smeltevand i overfladen, der løber ned til bunden gennem dybe sprækker kaldet moulins. Eller på grund af friktion eller Jordens naturlige geotermiske varme, der får isen til at smelte i selve bunden.

Undersøgelse på Antarktis

Undersøgelserne blev udført ved hjælp af små flyvemaskiner.

© Neil Ross

Undersøgelsen viser, at afsmeltningen i den nederste del af isen på Antarktis sker i så voldsom en grad, at det kan forme store floder, som i sidste ende kan fremskynde smelteprocessen, da gletsjerens bund bliver mindre stabil på det punkt, hvor den møder havet.

Uudforsket område

Opdagelsen var mulig takket være flybårne radar-undersøgelser, som gav et kig under iskappen, sammen med modeller for vandmassernes bevægelser.

Holdet stillede skarpt på et meget utilgængeligt og understuderet område af Antarktis, der rammer Weddelhavet og omfatter is fra både øst- og vest.

At et så stort system først opdages nu er ifølge forskerne et bevis på, hvor meget vi stadig mangler at lære om kontinentet.

"Vi kan i den grad undervurdere, hvor hurtigt isen vil smelte, hvis ikke vi tager højde for de her flodsystemer," lyder det fra forskningsleder Christine Dow i en pressemeddelelse.