© NASA

Gigantisk projekt skal redde Antarktis

Isen på Antarktis smelter i et accelererende tempo, men nu mener et ­forskerhold, at det har fundet en løsning: Kunstige øer, enorme pumper og undervandsdæmninger skal bremse afsmeltningen.

Ismasserne på Antarktis smelter i et bekymrende højt tempo, og det har fået et forskerhold fra University of ­Lapland i Finland til at udtænke ingeniørprojekter, der skal ­forhindre gletsjerne i at flyde ud i havet og smelte.

Som eksempel bruger forskerne gletsjeren ved Pine Island i det vestlige Antarktis. Den glider frem med en hastighed på fire kilometer om året.

Ved kysten mister den sit greb i grundfjeldet og fortsætter ud i en ishylde, som flyder på havet. Fra ishylden sker den store afsmeltning, og det er her, forskerne vil sætte ind.

Tre tiltag holder isen kold

De har skitseret en række ideer, som skal beskytte og stabilisere ishylden og bremse gletsjerens bevægelse.

Ideerne spænder fra pumpestationer, som skal fjerne vandlaget under gletsjeren, til undersøiske dæmninger, som skal forhindre varme havstrømme i at komme i kontakt med ishylden.

Dyrt men nødvendigt

Ifølge forskerne skal projekterne kun gennemføres langs få strækninger omkring Antarktis og Grønland, før vi ser en tydelig effekt.

Fx sker 90 pct. af isens bevægelse mod kysten på Antarktis ­gennem isstrømme, som er under 100 km brede. Det samme ­gælder for 50 pct. af isvandringen i Grønland.

Forskerne erkender, at projekterne vil være dyre at ­gennemføre, men de mener, det kan betale sig i forhold til de omkostninger, der venter langs kysterne i hele verden, hvis vi ikke gør noget. Ifølge flere prognoser vil vandstanden i havene stige med mellem 0,5 og 2 meter frem mod år 2100.

Dæmning skal nedkøle isen

En undervandsdæmning skal sørge for, at vandet omkring isen er koldt. Samtidig bremser en kunstig ø og boringer isens bevægelser mod havet.