En af de største jokere i klimaforskernes prognoser er, hvad der sker med ismasserne på Antarktis, når temperaturen bliver bare lidt højere end i dag. De har længe haft mistanke om, at især isen på Vestantarktis risikerer at smelte væk, sådan som det formentlig er sket tidligere.
Forskerne ved, at smeltet is i den sidste mellemistid, Eemtiden, hvor temperaturen var omkring én grad varmere end i dag, fik havniveauet til at stige med seks-ni meter. Nu skal et nyt boreprojekt afklare, om det var afsmeltning på Vestantarktis, der var årsagen.
Den amerikanske forskningsfond National Science Foundation har afsat tre millioner dollars til projektet, som skal udføres ved Hercules Dome 400 km vest for Sydpolen.
Vestantarktis var måske åbent hav
Det meste af klippegrunden på Vestantarktis ligger dybere end havets overflade. Det betyder, at der her har været åbent hav, hvis isen i Eemtiden var væk. På det tidspunkt har Hercules Dome i givet fald ligget ud til kysten.
Om det var sådan, kan forskerne aflæse i den 2,5 kilometer lange borekerne af is, de skal begynde at hente op i 2023.
Ved at måle på isens indhold af natrium og forholdet mellem forskellige isotoper af ilt kan de se, om der var et varmt og fugtigt kystklima ved Hercules Dome i Eemtiden for 129.000-116.000 år siden.
Isforskere fra University of Washington, som leder projektet, forventer, at iskernen også vil afsløre, hvor hurtigt afsmeltningen skete. Resultatet vil dermed vise, hvor meget vi skal forvente, at havet stiger de kommende årtier, hvor temperaturen vil nå samme niveau som i Eemtiden.