Istid på jordkloden

Istid – hvad er en istid?

Istid er et tilbagevendende fænomen igangsat af små variationer i Jordens bevægelse om Solen. Klimaforandringer har dog udskudt klodens tur tilbage i kummefryseren på ubestemt tid.

Istid er et tilbagevendende fænomen igangsat af små variationer i Jordens bevægelse om Solen. Klimaforandringer har dog udskudt klodens tur tilbage i kummefryseren på ubestemt tid.

Shutterstock

Hvad er en istid?

En istid er en periode, hvor de globale temperaturer falder markant, så iskapper og gletsjere vokser frem ved polerne og spreder sig ud over kloden.

Siden Jordens fødsel for ca. 4,5 milliarder år siden har der været mindst fem store istider.

Hver af de store istider har varet mange millioner år, og forskerne vurderer, at Jorden har tilbragt op mod en fjerdedel af sin samlede levetid i perioder med istid.

Den seneste store istid startede for 2,6 millioner år siden og er ikke slut endnu. Vi lever med andre ord altså stadig i en istid.

I perioderne mellem de store istider er Jorden nemlig fuldstændig isfri, og det er som bekendt ikke tilfældet i dag, hvor omkring en tiendedel af klodens landareal er dækket af is.

De store istider består af perioder med mindre istider – også kaldet glaciationer – der varer mange tusind år. De bliver efterfulgt af varmere perioder, mellemistider, hvor isen trækker sig tilbage.

Hvad var den seneste istid?

Den seneste mindre istid sluttede for omkring 11.500 år siden og blev efterfulgt af den varmere mellemistid, vi befinder os i i dag. Denne tidsperiode kaldes også for holocæn.

Weichsel, som den seneste istid kaldes, var på sit højeste for knap 22.000 år siden. Her dækkede isen hele Norden – minus et lille hjørne af Danmark – det nordlige Rusland samt Grønland og store dele af Nordamerika.

Weichsel-istiden på et kort

Den seneste istid, weichsel, dækkede det meste af Nordeuropa, indtil en varmere mellemistid satte ind for ca. 11.500 år siden.

© Ulamm

Da isen trak sig tilbage på grund af stigende temperaturer, steg havniveauet på grund af smeltevandet, og landskabet fik det udseende, vi kender i dag.

Det varmere vejr var dog ikke uden omkostninger.

Istidens afslutning betød, at ca. en tredjedel af alle Jordens større pattedyrarter uddøde, herunder sabeltigeren og mammutten.

Mammutter på snedækket græsslette

Ved slutningen af den sidste istid for ca. 11.500 år siden forsvandt de ikoniske mammutter.

© Shutterstock

Hvordan opstår en istid?

Istidernes kommen og gåen er bestemt af Jordens bane omkring Solen, som skifter mellem at være elliptisk og næsten rund, samt af små skift i jordaksens vinkel.

Variationerne har indflydelse på, hvor store mængder solstråling der når ned til Jordens overflade på forskellige breddegrader, og dermed også, hvor varmt eller koldt der er.

Disse cyklusser bliver kaldt Milankovitch-cyklusser efter den jugoslaviske geofysiker Milutin Milankovitch, der første gang beskrev fænomenet i 1930’erne.

Ifølge Milankovitch har Jordens bevægelse tre cykliske variationer:

  • Excentriciteten – ændring i jordbanens form omkring Solen
  • Inklinationen – ændring i jordaksens hældning
  • Præcessionen – ændring i jordaksens retning.

De tre cyklusser gentager sig selv med en periode på henholdsvis ca. 100.000 år, 41.000 år og 21.000 år.

Cyklusserne fører til komplicerede skift i mængden af energi, der rammer Jorden på forskellige årstider og steder. Det er disse skift, som baner vej for de store temperaturfald, der forårsager en istid.

Klimaforskere er i dag enige om, at skiftet til istid falder sammen med perioder, hvor en zone omkring den 65. nordlige breddegrad modtager meget lidt solenergi om sommeren.

Hvis sneen ikke smelter om sommeren, bliver mindre sollys absorberet i Jorden. Resten bliver kastet tilbage til rummet af den snehvide overflade. Det forstærker den afkøling, der startede på grund af variationer i Jordens bane om Solen.

Jordens bane ændrer sig over tre faste cyklusser på henholdsvis ca. 100.000 år, 41.000 år og 21.000 år. Cyklusserne skaber skift i mængden af solstråling og baner dermed vejen for istider.

Excentricitet – Solen og Jordens placering
© Ken Ikeda Madsen

Cirkelform giver koldere somre

Jordens bane går fra elliptisk til cirkulær i en cyklus på ca. 100.000 år. I den cirkulære bane er Jorden ca. lige langt fra Solen hele året. Det reducerer antallet af varme somre, der kan smelte isen.

Inklination – Solen og Jordens placering
© Ken Ikeda Madsen

Lille hældning øger ismængden

Jordaksens hældning svinger mellem 22 og 24,5 grader over ca. 41.000 år. Jo mindre vinklen er, jo mindre bliver forskellen mellem sommer og vinter, hvilket får isen til at blive liggende hele året.

Præcession – Solen og Jordens placering
© Ken Ikeda Madsen

Snurretop giver lavere temperaturer

På 21.000 år slingrer Jorden ca. 20 grader omkring sin egen rotationsakse. Dette flytter den nordlige halvkugle en smule, så den befinder sig længst væk fra Solen om sommeren, hvilket øger kulden.

Hvornår kommer den næste istid?

Mellemistider som den, vi befinder os i nu, varer typisk et sted mellem 10.000 og 30.000 år. Når den ophører, bliver kloden sendt tilbage i kummefryseren under en ny istid, der varer mellem 90 og 100.000 år.

Da den seneste istid ophørte for 11.500 år siden, kan en ny istid nærme sig. I hvert fald i teorien.

Spørger man forskerne, er der ikke grund til at frygte en permanent vinter lige foreløbig. Den menneskeskabte globale opvarmning har nemlig øget temperaturerne i en sådan grad, at det er blevet langt sværere for en istid at få fodfæste på kloden.

Ifølge FN’s klimapanel, IPCC, kommer den næste kolde periode på den nordlige halvkugle først om ca. 30.000 år.

Palæoklimatologen Michael Sandstrom fra Columbia University i New York har undersøgt, hvor meget CO2 luften indeholder i henholdsvis varmetider og istider, og han mener, at en ny istid har længere udsigter. “Vi pumper så meget CO2 ud i atmosfæren, at vi sandsynligvis ikke vil få istid de næste 100.000 år,” udtalte han til sitet Live Science i 2017.

Lille istid lammede Europa

Fra omkring år 1450 til 1850 var store dele af verden og i særdeleshed Europa plaget af ekstrem kulde. Perioden er i dag kendt som “den lille istid”.

Gennemsnitstemperaturen var omkring 1,5 grader lavere, end den er i dag, og perioden var den koldeste periode, siden den sidste “rigtige” istid hærgede for ca. 11.500 år siden.

De koldeste år under “den lille istid” faldt mellem 1645 og 1715, hvor et isnende kvælertag knugede Vesteuropa, så millioner frøs, sultede og døde.

Fugle blev forvandlet til istapper og faldt ned fra himlen. Kornhøsten over hele Europa slog fejl, hvilket skabte massiv hungersnød. Havne, floder og søer frøs til is.

Det sidste fik englænderne særligt at mærke i vinteren 1683-84, der til dato er den hårdeste vinter i nationens historie.

Her var Themsen fuldstændig frosset til i to hele måneder, og isen nåede en tykkelse på 28 centimeter.

Lille istid i Europa

Themsen i London frøs til is af flere omgange under “den lille istid”, hvilket banede vejen for såkaldte frostmarkeder.

© Thomas Wyke

Årsagen til de hårde vintre i særligt Vesteuropa under “den lille istid” er mange.

Flere forskere har bl.a. peget på ekstrem vulkanaktivitet i perioden som en faktor for den øgede kulde.

Når vulkanudbrud er store nok, sender de millioner af kubikmeter aske og svovldioxid ud i atmosfæren, som risikerer at blokere for Solens stråler i årevis, så de ikke kan nå ned og opvarme jorden.

Andre forskere peger på en lavere solaktivitet i perioden som den primære årsag til den øgede kulde.

I 2018 fremlagde britiske forskere fra University College i London og University of Leeds en alternativ forklaring på “den lille istids” opståen: udryddelsen af Amerikas oprindelige befolkning.

Før europæerne invaderede Amerika, levede der ca. 60 millioner mennesker i landet. Mellem år 1492 og år 1600 blev 90 procent af alle indfødte udslettet på grund af krig og især medbragte sygdomme.

Udryddelsen lagde millioner af hektar landbrugsarealer øde, som senere blev til skove. De nye træer sugede så meget CO2 ud af atmosfæren, at temperaturen faldt med 0,15 grader celsius, skriver forskerne i deres undersøgelse.