Jorden bløder CO2: Milliarder af tons på vej ud i atmosfæren

230 milliarder tons CO2 – fire gange så meget, som Kina nogensinde har udledt – har kurs mod atmosfæren fra klodens øverste jordlag. Men vi kan imødegå truslen ved at holde temperaturstigningerne under 2 grader.

230 milliarder tons CO2 – fire gange så meget, som Kina nogensinde har udledt – har kurs mod atmosfæren fra klodens øverste jordlag. Men vi kan imødegå truslen ved at holde temperaturstigningerne under 2 grader.

Shutterstock

Ny forskning fra University of Exeter viser, at 230 milliarder tons CO2 kan være på vej ud i atmosfæren fra klodens øverste jordlag, hvis den globale temperatur stiger med 2 grader.

Det svarer til to gange den mængde drivhusgas, som USA har udledt de sidste 100 år. Eller fire gange så meget, som Kina har udledt i hele sin historie.

I klodens øverste jordlag findes ofte en høj koncentration af kulstof i form af dødt organisk materiale. Muldjord består for eksempel af organiske rester fra planter og dyr, som langsomt er blevet blandet med råjord af flittige regnorme.

Over tid fordøjer og nedbryder mikrober det organiske materiale til mere enkle kemiske byggeklodser – blandt andet CO2, som ender i atmosfæren.

Forstå hvordan kulstof ender i jorden:

Varm jord udånder mere CO2

Ligesom i køleskabet derhjemme sørger en køligere temperatur for at forsinke nedbrydningsprocesserne i jorden. Men når temperaturen stiger, øges nedbrydningen, fordi mikroberne i jorden trives bedst ved højere temperaturer: Varmen får dem til at producerer flere fordøjelses-enzymer, så de spise mere – og derfor udånder mere CO2.

Jorden indeholder to til tre gange så meget kulstof, som der findes atmosfæren – omkring 2500 milliarder tons. Derfor har det også længe været et af de helt store spørgsmål i forskningen, hvor følsom jordens CO2-udledning er over for temperaturstigninger.

Hidtil har modellerne arbejdet med en usikkerhed på 120 milliarder tons kulstof. Den usikkerhed har forskerne fra Exeter nu elimineret med deres præcise model.

Forstå hvad der sker, når jorden opvarmes:

Ny model udelukker det værste scenarie, men...

Den gode nyhed i CO2-modellen er, at forskerne nu tør udelukke de alleværste scenarier, som tidligere modellers usikkerhed har givet plads til.

Den dårlige nyhed er, at de 230 milliarder tons kulstof, som modellen anslår vil blive udledt ved en temperaturstigning på to grader, også er et alvorligt scenarie.

Hvis temperaturstigningen skal holdes under to grader – som Parisaftalen foreskriver – skal der sættes turbo på udfasningen af fossile brændstoffer og udviklingen vedvarende energi samt teknikker til at opfange og lagre CO2.

Kina, Japan og Sydkorea har for nylig lovet at blive klimaneutrale inden 2060, og med Joe Bidens sejr i det amerikanske præsidentvalg forventes USA at melde sig ind i kampen igen.