”De fattige i verden i dag er ofrene for klimaforandringerne. Og de bidrager ikke til dem.”
Påstanden kommer fra den indiske klimaforsker og aktivist Sunita Narain, der dermed sætter én af de største dagsordener for COP26 på spidsen.
Det internationale klimatopmøde, der begyndte 31. oktober i Glasgow, ventes særligt at kredse om, hvem der skal betale regningen for omstillingen til en mere klimavenlig verdensorden.
For Indien, Honduras, Libyen og andre udviklingslande lyder det simple argument: Hvorfor skal vi betale for en grøn omstilling, når verdens rigeste lande førhen vandt stort på at svine, som de ville?
Præsident Joe Biden taler under COP26
Hvad er COP?
Siden 1995 har FN samlet verdens ledere til klimatopmødet Conference of the Parties. Målet er at få verdens lande til at forpligte sig til bindende mål for fx at bremse CO2-udledningen.
COP26 afholdes i skotske Glasgow fra 31. oktober til 12. november.
I 2015 tiltrådte stort set alle verdens lande Paris-aftalen, hvis mål er at standse den globale opvarmning og holde temperaturstigninger under to grader for at afværge klimakatastrofen. For at nå målet skal verdens samlede CO2-udledning reduceres til nul – såkaldt net zero – før 2050.
Derfor holder argumentet
Hver enkelt inder udleder ca. 1,8 tons CO2 årligt. Til sammenligning udleder en gennemsnitlig europæer ca. 6,4 tons.
137 lande, som Danmark, Norge og Tyskland har erklærede mål om at blive CO2-neutrale – dvs. at de sørger for at optage lige så meget CO2, som de udleder – i 2050. Sverige og Finland sigter efter 2045 og 2035. Men regningen er langt fra betalt med det.
CO2 er en drivhusgas, der stammer fra afbrændingen af fx kul, olie, træ og affald. Omkring halvdelen af udledningen bliver optaget og lagret i planter og i havet, mens den resterende del bliver hængende i atmosfæren og forhindrer reflekteret sollys i at undslippe de øvre luftlag.
Derfor stiger temperaturerne.
Drivhuseffekten er atmosfærens evne til at holde igen på stråling af energi fra Jordens overflade. Den isolerende effekt er skyld i, at Jordens temperatur er højere, end den ville være uden.
Derfor er koncentrationen af CO2 – målt i parts per million – i løbet af de seneste knap 300 år steget fra 250 til over 400 ppm.
Hvem har udledt mest CO2 i historien?
En oversigt over landenes samlede CO2-udledning fra 1751 til 2017 viser, at de nordamerikanske lande og Europa – samlet godt 1,3 milliarder mennesker – er skyld i 62 procent af de globale emissioner.
Kina med et befolkningstal på 1,4 milliarder er i øjeblikket verdens største udleder af CO2. Historisk set har de ansvar for 12,7 procent af den globale udledning.
Indiens godt 1,3 milliarder indbyggere og hele Afrikas godt 1,2 milliarder har historisk set kun bidraget med 3 procent hver især.
Årsagen til, at atmosfæren lige nu er fyldt med 412 CO2-ppm, er uomtvisteligt, at få vestlige lande i et par hundrede år har udledt massive mængder CO2 – med store økonomiske gevinster som bonus – mens de fleste fattige landes udledninger har været ubetydelige.
Derfor holder påstanden ikke
At de fattige lande historisk set ikke har bidraget til klimaforandringerne, er i vid udstrækning sandt. For en række udviklingslande med Indien i spidsen er et afgørende aspekt for deres klimaindsats derfor, at de rige lande betaler.
Men Indien er på nuværende tidspunkt verdens fjerdestørste udleder af CO2 efter Kina, USA og EU. Den lave udledning pr. indbygger, skyldes udelukkende landets høje befolkningstal, hvoraf 28 procent lever i fattigdom. Det ser ud til at ændre sig i takt med en stigende velstand.
Mens det grønne aftryk i de europæiske lande er på vej ned, stiger det i Indien. Udledningen af drivhusgasser – primært CO2 – steg med 335 procent fra 1990 til 2019.
Indiens udledning forventes at blive fordoblet frem til 2030, så landet til den tid vil udlede lige så meget som EU.
Derfor er Indien og andre lignende landes deltagelse i globale klimaaftaler mindst lige så vigtig, hvis tiltagene for at balancere CO2-udledningen skal have en effekt.
Sådan langt er verdens borgere fra CO2-målene
Det erklærede mål for COP26 er at holde liv i Paris-aftalens vision om, at vi som verdenssamfund kan modvirke globale temperaturstigning på over 1,5 grader. Hvis det skal lykkes, hvad betyder det så for dig?
Det globale, årlige gennemsnit for CO2-udledning pr. person ligger på 4,8 tons. Hvis vi skal nå målet, skal udledningen som minimum ned under to tons pr. person.
Så meget CO2 udleder:
En EU-borger
I dag: 6,4 tons/år
I 2030: 3,5 tons/år – beregnet ud fra en planlagt udledning på 2.551.050.000 tons CO2 (55 procent under 1990-niveau) og en forventet befolkning på 734.000.000.
Betydning: Udledningen i Europa skal for hver enkel borger reduceres med ca. tre tons. Det kan fx opnås ved at droppe en ferie med fly hvert år, skære oksekød ud af diæten og køre godt 4000 km mindre i bil.
En inder
I dag: 1,8 tons/år
I 2030: 2,3 tons/år – beregnet ud fra en planlagt udledning på 3,48 milliarder tons og en forventet befolkning på 1,51 milliarder mennesker
Betydning: Med relativt ambitiøse reduktionsmål og et fokus på grøn energi fremfor kul stræber Indien efter af holde befolkningens personlige CO2-kvote tæt på FN’s anbefalede to tons. Landets CO2-udledning forventes dog at stige efter 2030, og målet er først at blive CO2-neutrale i 2070.
En kineser
I dag: 7,4 tons/år
I 2030: 9,58 tons/år – beregnet ud fra en forventet udledning på 13,8 milliarder tons CO2 og en forventet befolkning på 1,44 mia. mennesker
Betydning: Kina har lovet, at deres samlede udledning vil toppe før 2030 og forbruget af fossile brændsler skal skæres ned til 75 procent. Men den gennemsnitlige kinesers udledning vil stadig være næsten fem gange højere end FN’s anbefalinger.
Verdens landes nuværende mål vil samlet reducere CO2-udledningen med godt fire milliarder tons i 2030. Men det er slet ikke nok. For at nå målet med at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader skal reduceringen være 28 milliarder tons.
Hvis udviklingslandene insisterer på at udlede som den vestlige verden har gjort – og gør – vil det fælles mål om såkaldt net zero i 2050 ikke kunne nås.
Konsekvensen vil ifølge forskningen være, at klimaet vil nå en række vendepunkter, der tipper balancen og får temperaturer, havvandstande og naturkatastrofer til at løbe løbsk.
Den store taber bliver de fremtidige generationer.
