”De fattige i verden i dag er ofrene for klimaforandringerne. Og de bidrager ikke til dem.”
Påstanden kommer fra den indiske klimaforsker og aktivist Sunita Narain, der dermed sætter én af de største dagsordener for COP26 på spidsen.
Det internationale klimatopmøde, der begyndte 31. oktober i Glasgow, ventes særligt at kredse om, hvem der skal betale regningen for omstillingen til en mere klimavenlig verdensorden.
For Indien, Honduras, Libyen og andre udviklingslande lyder det simple argument: Hvorfor skal vi betale for en grøn omstilling, når verdens rigeste lande førhen vandt stort på at svine, som de ville?
Derfor holder argumentet
Hver enkelt inder udleder ca. 1,8 tons CO2 årligt. Til sammenligning udleder en gennemsnitlig europæer ca. 6,4 tons.
137 lande, som Danmark, Norge og Tyskland har erklærede mål om at blive CO2-neutrale – dvs. at de sørger for at optage lige så meget CO2, som de udleder – i 2050. Sverige og Finland sigter efter 2045 og 2035. Men regningen er langt fra betalt med det.
CO2 er en drivhusgas, der stammer fra afbrændingen af fx kul, olie, træ og affald. Omkring halvdelen af udledningen bliver optaget og lagret i planter og i havet, mens den resterende del bliver hængende i atmosfæren og forhindrer reflekteret sollys i at undslippe de øvre luftlag.
Derfor stiger temperaturerne.
Derfor er koncentrationen af CO2 – målt i parts per million – i løbet af de seneste knap 300 år steget fra 250 til over 400 ppm.
Årsagen til, at atmosfæren lige nu er fyldt med 412 CO2-ppm, er uomtvisteligt, at få vestlige lande i et par hundrede år har udledt massive mængder CO2 – med store økonomiske gevinster som bonus – mens de fleste fattige landes udledninger har været ubetydelige.
Derfor holder påstanden ikke
At de fattige lande historisk set ikke har bidraget til klimaforandringerne, er i vid udstrækning sandt. For en række udviklingslande med Indien i spidsen er et afgørende aspekt for deres klimaindsats derfor, at de rige lande betaler.
Men Indien er på nuværende tidspunkt verdens fjerdestørste udleder af CO2 efter Kina, USA og EU. Den lave udledning pr. indbygger, skyldes udelukkende landets høje befolkningstal, hvoraf 28 procent lever i fattigdom. Det ser ud til at ændre sig i takt med en stigende velstand.
Mens det grønne aftryk i de europæiske lande er på vej ned, stiger det i Indien. Udledningen af drivhusgasser – primært CO2 – steg med 335 procent fra 1990 til 2019.
Derfor er Indien og andre lignende landes deltagelse i globale klimaaftaler mindst lige så vigtig, hvis tiltagene for at balancere CO2-udledningen skal have en effekt.
Verdens landes nuværende mål vil samlet reducere CO2-udledningen med godt fire milliarder tons i 2030. Men det er slet ikke nok. For at nå målet med at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader skal reduceringen være 28 milliarder tons.
Hvis udviklingslandene insisterer på at udlede som den vestlige verden har gjort – og gør – vil det fælles mål om såkaldt net zero i 2050 ikke kunne nås.
Konsekvensen vil ifølge forskningen være, at klimaet vil nå en række vendepunkter, der tipper balancen og får temperaturer, havvandstande og naturkatastrofer til at løbe løbsk.
Den store taber bliver de fremtidige generationer.