Rapport slår fast: Vi er ét skridt fra afgrunden

FN’s nye klimarapport skåner ikke læseren. Katastroferne hober sig op omkring os, og det står nu klart, at løbet allerede er kørt for dele af planeten. Kun en benhård løsning kan nå at redde resten.

FN’s nye klimarapport skåner ikke læseren. Katastroferne hober sig op omkring os, og det står nu klart, at løbet allerede er kørt for dele af planeten. Kun en benhård løsning kan nå at redde resten.

Robin Loznak/ZUMA Wire/Alamy Live News/ImageSelect & Claus Lunau

“Da vandet kom, havde de ikke en chance.” Beboerne i den tyske by Sinzig var i chok den 15. juli 2021. Natten før havde enorme vandmasser smadret sig vej gennem byen og blandt andet taget livet af 12 beboere på et hjem for handicappede.

På sit højeste var vandet syv meter over sit normale niveau. Oversvømmelserne kom efter massiv regn, og på tværs af Europa slog de flere hundrede mennesker ihjel.

Mindre end to uger senere var en hær af forskere samlet til en skelsættende slutspurt. I en nærmest endeløs række af videomøder satte de sidste hånd på en massiv klimarapport – en rapport, som for første gang slår entydigt fast, at vi selv er skyld i tragedier som den i Sinzig.

Oversvømmelser ramte Europa i juli 2021

Regnen slog rekorder over store områder af Europa i juli 2021 – nogle steder blev tidligere rekorder overgået med over 60 procent. Fænomenet vil blive mere almindeligt i fremtiden.

© Philippe Bourguet/bePress Photo Agency/bppa/ABACAPRESS.COM/Ritzau Scanpix

Vi har ufrivilligt givet en hjælpende hånd til oversvømmelser, orkaner og skovbrande, og katastroferne vil kun tage til i fremtiden. Klimaforskerne har givet lignende advarsler før, men den nye rapport er alligevel anderledes.

Ikke alene er rapporten, som kommer fra FN’s klimapanel, fyldt med indsigter, som ingen kendte til for få år siden – den kommer også på et helt afgørende tidspunkt. Ifølge forskerne balancerer kloden lige nu på en afgrund. Vores handlinger har allerede sat gang i mindst én katastrofal udvikling, som nu ikke længere kan stoppes, og flere vil snart følge.

Heldigvis har rapporten en løsning – et drastisk indgreb, der skal redde hundreder af millioner mennesker fra at blive fordrevet fra deres hjem.

Vi kan ikke undgå det

Den nye rapport er den første af tre delrapporter fra FN’s klimapanel, IPCC, som omhandler henholdsvis klimaets udvikling, klimaændringernes konsekvenser for mennesker og natur og strategier for at mindske udledning af drivhusgasser. Tilsammen vil de tre delrapporter udgøre panelets sjette store klimarapport.

Allerede da IPCC udgav sin første rapport i 1990, var forskerne relativt sikre på, at der var en kobling mellem vores udledning af drivhusgasser og den stigende globale temperatur. Dengang kom resultaterne som et chok, og regeringer verden over blev hurtigt enige om, at udledningerne skulle sænkes. Siden 1990 er de årlige udledninger steget med ca. 60 procent.

En række IPCC-rapporter fulgte i de næste årtier, og hver af dem slog yderligere fast, at vi er i fuld gang med at ændre klimaet til det værre.

IPCC holder møde om klimarapport
© International Institute for Sustainable Development (IISD)

Hundredvis af forskere står bag rapport

Den første delrapport fra FN’s klimapanel, IPCC, skal danne baggrund for livsvigtige politiske beslutninger. Derfor er den baseret på viden fra hundreder af forskere og tusindvis af undersøgelser.

Flere politiske aftaler har forsøgt at tackle klimaforandringerne – de fleste har fejlet. En af de seneste store aftaler kom i Paris i 2015, og her var målet at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader i år 2100. IPCC’s sjette rapport kaster lys over vores chance for at nå Paris-aftalens mål.

“Vi vil ramme 1,5 graders stigning i temperaturen i løbet af de næste 20 år,” fortæller klimaforsker Anna Amelia Sörensson, som var en af de ledende kræfter på det hold af 234 forskere, der udarbejdede rapporten.

“Vi kan ikke undgå det. Ved 1,5 grader vil de ekstreme vejrfænomener blive værre end nu, men vi kan ikke gøre noget ved det. Det kommer til at ske. Alligevel er vi nødt til at mindske udledningerne, for med to graders opvarmning bliver det endnu værre.”

De nye forudsigelser om fremtidens klima er på mange måder gruopvækkende. Men de er bedre underbygget end nogen tidligere forudsigelser. Og årsagen er i høj grad, at forskerne har elimineret en sidste nagende usikkerhed.

Følsomhed er blevet skarp

Klimaforskerne har i årtier vidst, at drivhusgasser var skurken bag den globale opvarmning. Men de har ikke kunnet fastslå den såkaldte klimafølsomhed – et mål for, præcis hvor meget opvarmning vi får for en bestemt stigning i mængden af drivhusgasser.

“Sammenlignet med den forrige rapport har vi en langt mindre usikkerhed.” Klimaforsker Trude Storelvmo

“Det er et ekstremt vigtigt mål, og det har været svært for klimaforskere at snævre ind,” forklarer Trude Storelvmo, en af IPCC-rapportens førende eksperter. “Vi har haft denne frustrerende usikkerhed. Så selv hvis vi vidste, præcis hvor store udledningerne ville blive fremover, ville vi stadig have en stor usikkerhed omkring fremtidens opvarmning.”

Den usikkerhed er nu stort set væk takket være flere målinger af nutidens klima, nye opdagelser om fortidens klima og mere avancerede klimamodeller – og det har enorm betydning for hele klimavidenskaben.

Klimaforsker Trude Storelvmo

Trude Storelvmo forsker bl.a. i skyer og aerosolers effekt på klimaet og var en af de hovedansvarlige for IPCC-rapportens kapitel om den såkaldte klimafølsomhed.

© International Institute for Sustainable Development (IISD)

Større sikkerhed omkring klimafølsomheden betyder, at enhver tvivl om menneskets rolle i opvarmningen er fuldstændig udslettet. Ud af 1,09 graders opvarmning er vi skyld i 1,07 grader – takket være udledninger, der har ført til det højeste niveau af kuldioxid i atmosfæren i mindst to millioner år. Forudsigelser om fremtidens opvarmning er samtidig blevet langt mere præcise.

Alt i alt har videnskaben taget et kæmpe skridt fremad siden IPCC’s seneste rapport fra 2013. Og resultatet er ikke kun, at vi har et solidere grundlag for at træffe beslutninger om fx udledning af drivhusgasser. Det videnskabelige fremskridt kan også få juridiske konsekvenser i forbindelse med tragedier som den i den tyske by Sinzig.

Synderen er fundet

Flere byer i Europa blev i juli 2021 lagt i ruiner, og omkring 250 mennesker mistede livet. De materielle omkostninger er formentlig over 60 milliarder kroner. Årsagen var enorme mængder regn. I visse områder faldt der lige så meget regn på to dage, som der normalt falder på to måneder.

Samme sommer oplevede områder i USA, Canada og Europa rekordhøje temperaturer. Finland havde den varmeste juni, der nogensinde er målt, og en brutal hedebølge hærgede i Canada, hvor temperaturen nåede helt op på 50 grader – det højeste, der nogensinde er målt i landet. Den ekstreme varme resulterede i over 500 dødsfald samt katastrofale skovbrande.

I IPCC’s nye rapport er der ingen tvivl om, hvor skylden for denne type katastrofer skal placeres.

“I den forrige rapport stod det klart, at globale klimaforandringer er forårsaget af menneskelige aktiviteter. I rapporten var det dog ikke muligt at fastslå, om en individuel ekstrem hændelse var forårsaget af klimaforandringer eller ej, men det kan vi nu,” fortæller Anna Amelia Sörensson.

Med nye avancerede klimamodeller kan forskerne teste, hvor sandsynlig en konkret vejrbegivenhed er i den virkelige verden sammenlignet med en verden, hvor mennesket ikke har udledt drivhusgasser. En undersøgelse viste således, at vores udledninger gjorde det voldsomme europæiske regnvejr 1,2-9 gange sandsynligere. En anden afslørede, at vi øgede risikoen for den canadiske hedebølge hele 150 gange.

For første gang kan forskerne altså se en solid årsagssammenhæng mellem udledninger og de enkelte tragedier.

“Den sammenhæng fungerer som bevis i potentielle sagsanlæg mod regeringer,” siger Anna Amelia Sörensson, som mener, at netop dette videnskabelige fremskridt lægger et massivt pres på beslutningstagere.

Regeringer, som ikke tager problemet alvorligt, kan nu stilles direkte til ansvar for deres handlinger. Og det kan blive et vigtigt værktøj, for ifølge rapporten er katastroferne i Europa og Canada kun begyndelsen.

Katastroferne står i kø

Rapporten fremlægger specifikke scenarier for klimaets udvikling i løbet af det 21. århundrede, afhængigt af hvor meget drivhusgas vi lukker ud i atmosfæren. Fortsætter vi med at udlede nogenlunde lige så mange drivhusgasser som i dag, vil vi nå op på to graders opvarmning i 2041-2060 og næsten tre grader mod enden af dette århundrede.

Ved bare to graders opvarmning vil voldsomme regnskyl ske næsten dobbelt så ofte som før den globale opvarmning, og de vil i gennemsnit levere 14 procent mere vand. Begivenheder med ekstrem varme vil samtidig ske seks gange oftere end før og i gennemsnit være 2,6 grader varmere.

Hvis vi i stedet øger vores udledning, kan vi ende med at hæve temperaturen med op mod fem grader ved slutningen af århundredet, og i så fald bliver katastroferne endnu hyppigere og intensere. Ved fire graders opvarmning får vi fx ti gange flere hedebølger end før industrialiseringen, og de vil i gennemsnit være 5,1 grad varmere.

Det gode budskab i rapporten er, at vi i løbet af århundredet kan vende udviklingen i ekstreme vejrfænomener, hvis vi sænker vores udledninger hurtigt.

Så heldige er vi til gengæld ikke med havets voksende vandstand.

Varmen får havet til at udvide sig, og klodens smeltende iskapper bidrager samtidig med store mængder ekstra vand. Derfor stiger havet lige nu hurtigere, end det har gjort i mindst 3000 år, og i årene 2006-2015 hævede vandstanden sig 2,5 gange hurtigere end i perioden 1901-1990.

I den nye rapport står det klart, at global opvarmning vil få havet til at stige i århundreder og måske endda årtusinder, selvom vi stopper vores udledning af drivhusgasser med det samme og stabiliserer temperaturen ved havets overflade.

Vi kan stadig begrænse stigningen i havniveauet, men det er nu for sent at bremse den helt. Selv hvis vi stopper udledningen af kuldioxid nu, vil havet blive ved med at stige i århundreder.

Global opvarmning får havet til at stige
© Shutterstock & Claus Lunau

Dybhavet halter efter

Varme og kulde overføres kun langsomt til havets dybder, så selv hvis vi bremser opvarmingen ved overfladen, vil dybhavet fortsat varme op indtil mindst år 2300. Opvarmningen får vandmasserne til at udvide sig, så havet stiger.

Global opvarmning får havet til at stige
© Shutterstock & Claus Lunau

Iskapper taber højde

I takt med at iskapperne skrumper, vil deres overflade komme ned i lavere og dermed varmere luftlag. Afsmeltningen af overfladen forstærker altså sig selv og vil fortsætte, selv hvis vi stopper opvarmningen ved polerne.

Global opvarmning får havet til at stige
© Shutterstock & Claus Lunau

Ishylder kollapser

Selv i de mest optimistiske forudsigelser vil varme fra luft og hav bringe ishylderne ved Vestantarktis tæt på kollaps. Uden ishylder bliver iskappen mere sårbar, og afsmeltningen stopper måske først, når hele iskappen er væk.

Den langvarige havstigning skyldes især, at havene og iskapperne reagerer relativt langsomt på temperaturændringerne. Og selv hvis vi holder temperaturstigningerne under to grader, risikerer vores efterkommere i år 2300 en havstigning på op mod tre meter.

Det stigende havniveau og ekstreme vejrbegivenheder vil have konsekvenser, som er til at føle på, for hele klodens befolkning.

Landbruget kommer til at lide under oversvømmelser og tørke – med øget risiko for hungersnød flere steder i verden. Og hundreder af millioner kan blive hjemløse som følge af skovbrande og oversvømmelser.

Tiden har givet rapporter ret

Havet vil stige betydeligt, ligegyldigt hvad vi gør. Men vores handlinger kan i høj grad påvirke omfanget af stigningen, konkluderer rapporten.

En effektiv reducering af drivhusgasser kan således holde os nede på højst tre meters stigning i år 2300, hvilket er betydelig bedre end den stigning på op mod syv meter, som vi får, hvis vi i stedet øger vores udledninger.

En hurtigt indsats kan også hjælpe på varmen. Selvom vi nu ikke kan undgå at komme over 1,5 graders temperaturstigning midt i dette århundredet, kan vi stadig nå at få temperaturen til at falde ned under den grænse igen, inden århundredet er omme.

“Vi kan stadig nå at begrænse opvarmningen. Det er rapportens vigtigste budskab,” mener klimaforsker Anna Amelia Sörensson.

Klimaforsker Anna Amelia Sörensson

Klimaforskeren Anna Amelia Sörensson var en af hovedforfatterne på IPCC-rapportens kapitel om den globale opvarmnings betydning for regionale klimaændringer.

© International Institute for Sustainable Development (IISD)

For at tvinge opvarmningen i år 2100 tilbage under de 1,5 grader skal vi ifølge rapporten som minimum halvere vores årlige udledninger inden år 2050, reducere dem til ingenting omkring 2075 og direkte fjerne kuldioxid fra atmosfæren derefter.

Det er en benhård plan, som kommer til at kræve en massiv indsats. Men er der overhovedet grund til at tro, at klimamodellernes forudsigelser kommer til at holde stik? Klimaet er ekstremt komplekst, og modellerne er kun en tilnærmelse, så en vis grad af skepsis er på sin plads. Alligevel er svaret ja, og det kræver bare et kig på, hvad IPCC’s gamle rapporter har sagt om klimaet frem mod i dag.

“Hovedbudskabet har ikke ændret sig, men vi er blevet betydelig mere sikre i vores sag.” Klimaforsker Trude Storelvmo

Alle IPCC’s rapporter er blevet mødt med hård kritik fra folk, som mener, at forskerne overdriver problemet. Og i nogle tilfælde har de gamle forudsigelser da også skudt over, hvordan klimaet rent faktisk har udviklet sig. Den første rapport fra 1990 ramte fx 17 procent for højt, da den forudsagde temperaturens udvikling frem mod 2016.

Men forskerne har lige så ofte skudt under. Forudsigelserne af temperaturen i IPCC’s anden og tredje rapport ramte henholdsvis 28 og 14 procent for lavt i forhold til virkeligheden.

Når forudsigelserne ikke har fulgt den faktiske udvikling ned til mindste detalje, skyldes det især tvivl om den såkaldte klimafølsomhed – en tvivl, der nu er blevet kraftigt reduceret – og usikkerhed om fremtidens udledning af drivhusgasser.

I alle tilfælde har forskerne været ærlige om usikkerhederne. Og overordnet set har IPCC’s klimamodeller ramt uhyggelig tæt på den virkelige udvikling, både når det gælder temperaturer og havstigninger.

Forskerne er fortsat ærlige om usikkerhederne, men de har al grund til at tro, at de nye klimamodeller er endnu mere præcise end de gamle.

“Der er sket enorme fremskridt siden den første rapport,” fortæller Trude Storelvmo. “Hovedbudskabet har ikke ændret sig, men vi er blevet betydelig mere sikre i vores sag.”

Trods fremskridtet er der dog stadig en særlig usikkerhed i den nye rapport, som kan vise sig at få stor betydning. Forskerne har afdækket flere fænomener, som potentielt kan sætte gang i voldsomme kædereaktioner – det gælder fx et kollaps af iskapperne og omfattende skovdød som følge af opvarmningen.

Disse fænomener er uforudsigelige selv med forskernes nyeste viden, og selvom de er usandsynlige, er de langtfra umulige – især med store udledninger af drivhusgasser. Hvis de sker, kan IPCC’s nuværende forudsigelser vise sig at være helt ved siden af; fx kan et kollaps af iskapperne få havet til at stige med over 15 meter.