Havet stiger i voldsomme ryk, mens et grumset inferno af ler og fint sand blander sig med saltvandet som et altopslugende mørke.
Midt i den undersøiske sandstorm kæmper en stor koloni af millimetersmå polypdyr med at få adgang til deres vigtigste energikilde: Solen.
Men strålerne kan ikke bryde igennem det grumsede kaos, og én for én må de encellede væsener opgive kampen, mens det mangefarvede rev, de har konstrueret, langsomt forvandles til et gråt og livløst dødsrige.
I en sidste desperat krampetrækning frigiver flokkens få overlevende dyr milliarder af kønsceller i det omkringliggende hav, i håb om at de små larver lander et sted, hvor betingelserne for liv er bedre – et sted, hvor deres afkom kan begynde forfra.
Den dramatiske druknescene foregik under afslutningen på den seneste istid for 10.000 år siden i det område, vi i dag kender som verdens største koralrev, Great Barrier Reef.
På få årtusinder blev kloden fem grader varmere. Iskapperne smeltede, klimabælterne flyttede sig, og havet steg i perioder med hele seks centimeter om året.
Mange dyr og planter nød godt af ændringerne, men klodens koralrev kæmpede en kamp for livet - og vandt, men kun med nød og næppe.
Forskerne fordelte 20 havboringer over to områder, som tilsammen kortlagde de seneste 35.000 år af revets liv.
Kerner genfortæller revets historie
Forskerne har længe vidst, at det nuværende rev i Koralhavet ud for den australske provins Queensland ikke var det første i området.
Der har formentlig været rev i perioder i mindst 600.000 år.
Men den seneste undersøgelse viser ved hjælp af såkaldte kerneboringer, at selv de ekstreme påvirkninger, det blev udsat for under den seneste istid, aldrig helt formåede at tage livet af revet.
Great Barrier Reef er med andre ord mere modstandsdygtigt, end biologerne havde forestillet sig.
Revet er da også kendt som koralrevenes ukronede konge med sine imponerende 2300 kilometer, der består af skeletterne fra de blot millimeterstore polypdyr kaldet stenkoraller.
Mens dyret lever, bygger det en kalkskal omkring sig, og når det dør, bygger en ny koral sin skal ovenpå – sådan vokser revet.
Koraller er i familie med gopler og er dermed rovdyr som deres større slægtninge.
Men de får også en stor del af deres energi fra alger, der bor i korallernes væv og udnytter Solens stråler.
Dyk med ned under havoverfladen, og se, hvordan de sejlivede polypdyr får energi.
Fordi de levende koraller bor oven på resterne af de døde, er det muligt for forskerne at bore ned gennem havbunden og hente en kerne.
Kernen er en flere meter lang søjle med en diameter på ti centimeter, som forskerne efterfølgende kan analysere millimeter for millimeter.
Når alle data bliver sammenholdt med hinanden, genfortæller de historien om revet på det sted, hvor kernen stammer fra.
Hvilke betingelser levede revet under? Og hvorfor forsvandt det?
En kombination af mange kerner fra forskellige steder giver dermed overblik over hele revets fortid. Og det er netop, hvad forskerne udnyttede i deres undersøgelse.
Kalken i boringerne aldersbestemte forskerne ved at se på, i hvilket omfang radioaktiv uran-234 var omdannet til radioaktiv thorium-230.
Når kalken bliver udfældet af korallen, er der intet thorium, men en vis mængde uran. Jo længere tid der går, jo mere thorium indeholder kalken, fordi den radioaktive uran bliver omdannet.
Revet overlever fem nærdødsoplevelser
Prøver med organisk materiale kunne ligeledes dateres med den såkaldte kulstof-14-metode, hvor forskerne analyserede, hvor meget af det radioaktive kulstof-14 der var omdannet, siden det organiske materiale var levende.
Fortællingen, forskerne nu har stykket sammen, går cirka 35.000 år tilbage i tiden og afslører til deres overraskelse, at der har været rev forskellige steder ud for det nordøstlige Australien i hele perioden.
Tidligere var opfattelsen, at revet helt forsvandt i perioder under istiden, når havet stod særligt lavt eller steg særligt hurtigt, og at nye rev først opstod, når larver af koraldyr var drevet til med havstrømme.
De seneste data afslører da også, at revet har været voldsomt udfordret. Forskerne identificerede hele fem nærdødsoplevelser, hvor revet kun med nød og næppe slap med livet i behold, og store dele forsvandt.
To gange tørrede det ud, mens havniveauet faldt, fordi store områder med indlandsis byggede sig op på kontinenterne.
Det skete for 34.300 år siden og igen for 21.870 år siden, hvor revet måtte genopbygge sig selv på dybere vand.
To andre gange steg vandet så hurtigt, at store dele af revet druknede, fordi havdybden pludseligt oversteg 25 meter, som er smertegrænsen for, hvor langt nede korallerne kan vokse.
Det skete for 19.220 år siden og igen for 13.720 år siden. Revet kan til en vis grad følge med ved at vokse opad, i takt med at vandet stiger, men kun med op til to centimeter om året.
Går det hurtigere, er den eneste mulighed, at den levende del af revet flytter tættere på kysten. Også den udfordring klarede Great Barrier Reef dog.
Revet genskaber sig selv fem gange
35.000 - 33.000 år siden: Revet tørrer ud
For 35.000 år siden ligger Great Barrier Reef næsten på sin nuværende position, men i takt med at gletsjerne bygger sig op på de fleste kontinenter, falder vandstanden med 15-20 millimeter om året. For 33.000 år siden er vandstanden derfor faldet til 85 meter under den nuværende, og det meste af revet er tørlagt og dødt.
33.000 til 22.000 år siden: Revet følger havet
Vandstanden fortsætter med at falde med mellem 11 og 16 millimeter om året, mens et nyt rev kæmper sig op i de yderste dele af kontinentalsoklen. For 22.000 år siden er vandet hele 105 meter under det nuværende, og det meste af det øvrige rev dør. Samtidig betyder lavere havtemperaturer, at nogle koralarter helt forsvinder.
22.000 til 17.000 år siden: Revet lever på kanten
For 21.000 år siden rammer vandstanden sit laveste niveau under istiden: 123 meter lavere end i dag. Men så skifter klimaet, og gletsjerne begynder at smelte. Vandstigningen tillader revet at vokse, men betyder også, at dele af revet drukner, fordi det kommer ned på mere end 25 meters dybde, hvor det har svært ved at leve.
17.000 til 13.000 år siden: Revet drukner
Vandstanden bliver ved med at stige, og det betyder, at revet yderst på kontinentalsoklen ikke længere kan følge med og ender på for dybt vand – det drukner. Men da havniveauet for 13.000 år siden står 88 meter under det nuværende, er et nyt rev i stand til at etablere sig tættere på havoverfladen.
13.000 år siden til i dag: Revet vender tilbage
For 10.000 år siden er vandstanden 55 meter under den nuværende. Alligevel går det galt, da ler og sand fra oversvømmelser af tørre områder gør vandet uklart og blokerer for Solens lys. Resultatet er, at revet dør. Men så snart forholdene bliver bedre, vokser et nyt op, som over de næste 10.000 år bliver det rev, vi kender i dag.
Nye trusler venter forude
Den sidste af de fem nærdødsoplevelser finder forskerne imidlertid særligt interessant.
Den afslører nemlig, hvilke konsekvenser menneskets nuværende påvirkning af Great Barrier Reef kan få.
For 10.140 år siden blev revet udsat for massive mængder ler og fint sand i vandet, også kaldet sediment.
Mængden af sediment steg til det tredobbelte og blokerede for Solens lys, så algerne i korallernes væv ikke længere kunne producere energi, og polypperne ikke længere kunne fange føde.
Forskernes bedste bud på en årsag til hændelsen er, at det stigende hav hurtigt oversvømmede store tidligere tørre områder på kontinentalsoklen, som afgav en masse ler og sand.
Også det nuværende rev er udfordret af, at havet igen bliver mere og mere uklart. Denne gang skyldes det dog ikke kun sediment, men i høj grad også forurening med næringsstoffer fra landbruget, som får mængden af skyggende alger i vandet til at eksplodere.
Samtidig er havtemperaturen omkring Australien faretruende høj i sommermånederne som følge af den globale opvarmning, der har lagt omkring en ekstra grad til klodens temperatur.
Varmen resulterer i, at store områder af revet pludselig dør, fordi koralkolonien i fællesskab smider de logerende og energigivende alger ud.
Bliv klogere på, hvad der sker med korallerne, når de smider deres logerende alger ud.
Grumset vand og et hav, der igen stiger, har før fået biologer til at ringe med de store alarmklokker. Den seneste undersøgelse viser imidlertid, at koralrevenes konge tidligere har været særdeles robust, selv overfor istidens voldsomme hændelser.
Forskerne bag undersøgelsen understreger dog, at deres arbejde ikke nødvendigvis betyder, at revet kan klare de belastninger, mennesket udsætter det for i dag, da de indtræffer i en grad og et tempo, som ikke er set tidligere.
Men koloniens overlevelsesevner efterlader alligevel håb for fremtiden.