Langhalsede havkrybdyr fik bidt halsen over af deres fjender

Efter næsten 200 års mistanke bekræfter fossile fund for første gang det makabre scenarie.

Decapitated-dinosaur

Undersøgelsen tyder på, at lange halse, som hjalp nogle forhistoriske havkrybdyr med at fange føde, var fristende mål for rovdyr som for eksempel Nothosaurus giganteus, der her bider halsen over på sit bytte.

© Roc Olivé (Institut Català de Paleontologia Miquel Crusafont)

I 1830 malede den britiske palæontolog Henry De la Beche det berømte maleri "Duria Antiquior" i et forsøg på at skildre livet i det forhistoriske hav.

Centralt i maleriet ses et langhalset havkrybdyr, hvis hals er klemt fast mellem kæberne på et nådesløst rovdyr.

Selvom en aflang hals kan have givet disse havkrybdyr en evolutionær fordel på havets bund, så har palæontologer som De la Beche i snart 200 år haft en mistanke om, at ekstremt lange halse samtidig gjorde havkrybdyrene sårbare over for rovdyr.

Nu har tyske forskere fundet beviser for, at rovdyr bed halsen over på de langhalsede havkrybdyr.

Et af fortidens ofre var den udbredte Tanystropheus, et af de mest bizarre eksempler på langhalsede havkrybdyr fra dinosaurernes tid. Dette havkrybdyr havde en hals, der var tre gange så lang som dens krop og hale tilsammen.

Halsen bidt over i ét bid

Forskerne undersøgte 240 millioner år gamle fossiler af hoved og hals fra to arter af Tanystropheus, der begge havde tydelige bidemærker ved halsregionen.

Den ene har været cirka 1,5 meter lang, mens den anden kan have været op til 6 meter lang.

Efter undersøgelser af måden knoglerne var brækket på og den tætte afstand mellem de tydelige bidemærker, kunne forskerne konkludere på de langhalsede krybdyrs skæbne.

‘’Det er et direkte bevis på, at uddøde havkrybdyr med lange halse har fået bidt halsen over af rovdyr. På de to undersøgte eksemplarer var halsen skåret helt af med et enkelt bid,’’ siger professor Stephan Spiekman, palæontolog ved Statens Naturhistoriske Museum i Stuttgart og medforfatter af undersøgelsen.

Forskere udpeger mistænkte

Forskerne kunne også afsløre potentielle gerningsmænd ved at sammenligne fossilernes tandmærker med kæber på forskellige rovdyr, der levede samtidig med Tanystropheus.

Grundet dens minimale størrelse har alverdens forskellige rovdyr i havet kunne bide halsen over på den lille art af Tanystropheus.

Men kun enorme havkrybdyr har været i stand til at adskille den 6 meter lange Tanystropheus' hoved fra kroppen.

Den sandsynlige hovedmistænkte er ifølge forskerne en stor nothosaurus, der selv svømmede rundt i fortidens have med en længde på 5-7 meter.

Til trods for at den lange hals gjorde dyrene til lette mål for rovdyrenes skarpe tandsæt, så bemærker forskerne bag undersøgelsen, at det tydeligvis var en yderst vellykket evolutionær strategi.

Evolutionær afvejning

Ekstremt lange halse hjalp sandsynligvis fortidens havkrybdyr med at fange fisk og andre dyr, da deres kroppe næsten ikke var synlige på havbunden.

Evolutionens udvikling viser da også, at flere forskellige grupper havkrybdyr uafhængigt af hinanden udviklede meget lange halse i løbet af 175 millioner år på tværs af hele kloden.

"Evolution er et spil med afvejninger. Fordelen ved at have en lang hals ser alligevel ud til at have opvejet risikoen for at blive angrebet af et rovdyr," siger professor Stephan Spiekman.