Matematik gennemsyrer naturen

Rummene i bløddyrs skaller er ordnet som en logaritmisk spiral. Hvert naborum har samme form, men omkredsen bliver gradvist større. Samme princip ses i tornadoer og strømhvirvlen i et afløb.

Årernes netværk i et blad forgrener sig som såkaldte fraktaler, dvs. en måde at forgrene sig på i mindre og mindre rum efter det samme mønster. Systemet fordeler væske og dermed næring mest effektivt. Hvis en del af bladet dør, kan andre dele tage over.

Når flere sæbebobler samler sig, søger de en stabil struktur, men også en form, hvor overfladespændingen er mindst mulig. Boblerne kan have forskellige størrelser, men hvert samlingspunkt har tre vinkler på hver 120 grader.

Matematikeren Alan Turing knækkede koder, men studerede også naturens måde at danne mønstre på. Ifølge Turing gør kemiske reaktioner i kroppen, at dyr enten udvikler striber eller pletter med ca. samme størrelse og afstand.

Nogle gange kan faste mønstre opstå under kaos. Eksempler er skyer, træers grene, havstrømme – eller et bløddyrs tekstilkegle. Selvom designet virker tilfældigt, opstår der alligevel gentagne mønstre og figurer.

Bølgers størrelse kan vokse eller falde, men bølgen, der bryder, kan også ses som to cirkelhalvdele spredt ud i en sinuskurve – eller hvad der ligner et omvendt S. Skubbet sammen danner de en cirkel.

Årtusinders erosioner og aflejringer former floddeltaer, der ved første øjekast virker tilfældige. I virkeligheden former netværkene såkaldte fraktaler, dvs. strukturer, der får vandet frem med det mindst mulige energiforbrug.