Mikroverdenens små fotomirakler

Et knap 12 dage gammelt musefoster lyser op i forskellige farver pga. såkaldt immunhistokemi. Metoden udnytter, at visse antistoffer binder sig til forskellige typer væv og lyser op i farver. Blodkar bliver røde, nerver blå, og immunceller grønne. Fosterets rygrad er også ved at udvikle sig.

Kobberoxid danner en særlig slags kobbermalm ved navn cuprit. Stykkerne er mørkerøde, bløde og tunge, men også meget små. Netop fordi cuprit nemt får skrammer, bliver materialet kun sjældent brugt til smykker.

Flydende koffein får et anderledes udtryk under et mikroskop. På billedet er koffein varmet op og er derefter lagt imellem glasplader, som køler væsken ned igen. Den gråbrune baggrund med sprækker er størknet koffein, mens de farverige bobler indeholder aflejringer fra koffeindamp, som danner kulørte krystaller, når de fortættes.

Alcides orontes, også kendt som solnedgangsmøl, lever i Indonesien. Natsværmerens flotte blå vinger kommer af en særlig opbygning af skælvæggene. Skællene indeholder såkaldte strukturfarver, dvs. farver, der opstår, når lysets stråler brydes og reflekteres.

I midten af billedet ses to mosdyr og deres indre kropsstruktur. Øverst sidder deres tentakler, der ved hjælp af fimrehår filtrerer fødepartikler ud af vandet. Dyrene er under 1 mm lange og lever i kolonier under vand, eller hvor vand jævnligt overskyller dem.

Når solen rammer en frossen vanddråbe på motorhjelmen af en bil, kan det ligne orkanens øje. Solens varme ophæver båndene imellem hydrogenmolekylerne, så vandkrystallernes faste form forsvinder,
og de frosne strukturer bliver til vand.

Tæt på ser det voldsomt ud, når livsprocesserne ebber ud af et blad. Den gullige farve stammer fra kunstigt baggrundslys, der skinner op igennem bladet. Fotosyntesen er stoppet, og kulstof, kvælstof, fosfor og svovl er ved at blive nedbrudt. Når råstofferne bliver frigjort, kan de igen agere byggesten for nye planter til næste forår.