Shutterstock

Halvdelen af Jorden kan reddes – hvis vi handler nu

En ny undersøgelse viser, at op mod 50% af Jorden stadig er relativt uberørt af menneskelig aktivitet. Det betyder, at vigtige økosystemer stadig kan reddes, hvis vi er villige til at handle.

Den vilde natur forsvinder hurtigt fra Jordens overflade, verden bliver mere og mere opdyrket og bebygget, og forskere bliver ligefrem overraskede, når de opdager områder med uforurenet luft.

Men der er håb forude, mener et hold videnskabsfolk anført af biologen Jason Riggio fra University of California, Davis.



I en undersøgelse har Riggio og hans kolleger sammenlignet fire nye kort af jordoverfladen for at forstå, hvor mange af klodens områder, der endnu er upåvirkede af menneskelig aktivitet.

Resultatet er opløftende: Mellem 48% og 56% af kloden er stadig relativt uberørt af mennesket, mens mellem 20% og 34% er meget upåvirket.

Et kort over menneskets påvirkning af naturen. I grønne områder er den menneskelige påvirkning lille, mens den er stor i de lilla områder.

© Riggio et al./UC Davis

Med andre ord er op mod halvdelen af Jordens områder stadig i så god stand, at deres økosystemer kan reddes med den rette indsats.



I dag er omtrent 15% af Jordens overflade og 10% af havet fredet, men flere forskere og organisationer mener, at langt større områder bør fredes hurtigst muligt. De nye tal viser, at yderligere fredning har store potentielle gevinster – simpelthen fordi der stadig er meget natur at redde.

Naturen er flere tusinde milliarder dollars værd

Udover at være smuk har uberørt natur en række centrale funktioner på jordkloden. Når naturen forsvinder, mister vi også en række nyttevirkninger: Naturen sørger for ren luft og vand, forbedrer jordkvaliteten, garanterer bestøvning af planter, binder kuldioxid fra atmosfæren og meget andet.



I kroner og ører er værdien af de naturlige økosystemer for den menneskelige økonomi blevet vurderet til flere tusinde milliarder amerikanske dollars om året.

Den uberørte natur er dog ikke helt ligeligt fordelt på Jorden, og visse områder er langt mere udsatte end andre. De fleste uberørte områder er kolde som tajga og tundra eller knastørre som ørkener. Mindre end 1% af klodens tempererede græsarealer, nåleskove, tropiske tørskove, højtliggende græsarealer og mangroveskove er stadig meget upåvirkede af menneskelig aktivitet.