Mikroskopiske mikroplastikpartikler findes i bordsalt, husstøv, luften, skaldyr, vand fra hanen og i op mod 90% af al flaskevand.
De små partikler er overalt, og hver dag spiser, drikker og indånder vi store mængder af dem. Ifølge forskning fra sidste år kan det faktisk dreje sig om op mod 100.000 partikler om året per person.
Forskningen i plastikkens effekt på menneskekroppen er stadig så ny og umoden, at der endnu ikke findes en klar konsensus. Men der begynder at tegne sig et mønster.
Plastik tiltrækker giftstoffer som en svamp
Plastik er i sig selv et inaktivt stof, som ikke reagerer med kroppen. Men når vi producerer plastikprodukter, tilsættes ofte andre kemikalier, som giver farve, smidighed, varmeresistens osv.
Samtidig fungerer plastik i havet som en slags svamp, der tiltrækker forurenede stoffer som fx tungmetaller. De giftige stoffer samles omkring mikroplastpartikerne i koncentrationer, som er op til 1.000.000 gange højere end i det omgivende vand.
Hør hvorfor det er svært at måle sundhedseffekten af mikroplastik:
Mikroplast kan med andre ord bære på stoffer, som er giftige for levende væsener. Undersøgelser af dyr har vist, at visse typer af plastik kan bevæge sig via luftvejen eller maven og videre ud i blodet eller lymfevæsken, hvorfra partiklerne kan spredes og samles i organer og muskelvæv.
Forskernes bekymring er derfor, at partiklerne på den måde kan ophobes i kroppen og skabe infektioner eller langsomt lække giftigt stof til kroppen og gøre skade.
For eksempel har en undersøgelse vist, at immunceller, som kommer i kontakt med mikroplastik, dør tre gange hurtigere end normalt.
Men videnskaben på området er stadig ufuldstændig, og forskerne kan endnu ikke definitivt sige, at mikroplast er farligt for menneskekroppen. Indtil videre kan forskerne dog ikke udelukke det, da det som nævnt er bevist, at plastikpartiklerne både kan bære giftige stoffer, og at de kan ophobes i levende væsner over tid.
Mængden af mikroplast i naturen står til at vokse markant frem mod 2030, hvor plastikproduktionen skønnes at ville være vokset med 40 procent. Udviklingen fik sidste år WHO til at efterlyse intensiveret forskning på området.