Shutterstock

Hvor meget CO2 kan vi spare ved at sætte farten ned?

Fynske kommuner vil sænke hastigheden på motorvejen fra 130 til 110 km/t for at spare CO2. Men vil sådan en fartnedsættelse overhovedet batte noget?

En kørende bil skal overvinde fysiske kræfter i form af luftmodstand og rullemodstanden mellem dæk og vej. Som tommelfingerregel falder forbruget af brændstof derfor, jo langsommere du kører.

Luftmodstanden stiger nemlig med kvadratet på hastigheden. Det betyder fx, at bilen oplever hele 28 pct. mere luftmodstand, hvis du kører 130 km/t i stedet for 110 km/t.

Nedsat fart er godt for både klima og pengepung

Tal fra den danske interesseorganisation FDM viser, at fartnedsættelsen vil spare ca. 16 pct. brændstof, hvilket kan omsættes direkte til en besparelse i CO2. Bilen udleder altså 16 pct. mindre CO2 ved 110 km/t i forhold til ved 130 km/t.

I det større perspektiv vil en 300 km lang tur med 130 km/t i en bil, der kører 15 km/l, forbruge 20 liter brændstof, mens forbruget på turen er 16,8 liter ved 110 km/t.

Omregnet til CO2 er besparelsen 7,5 kg, mens den økonomiske besparelse er 51 kr. med en benzinpris på 16 kr./l. Til gengæld vil turen vare 24 minutter længere.

Med forbehold for folks forskellige køremønstre og antallet af motorvejskilometer vil fartnedsættelsen årligt kunne spare omkring 250.000 tons CO2 i Danmark.

Tre køretips hjælper klimaet

En lavere hastighed er ikke den eneste metode til at nedsætte udledningen af CO2 fra din bil.

© Shutterstock

1. Strømlin bilen

Ujævnheder øger luftmodstanden og dermed CO2-udledningen. Fire åbne vinduer får fx brændstofforbruget til at stige med op til 8,5 pct. En tagboks øger forbruget med op til 27 pct.

© Shutterstock

2. Kom hurtigt op i gear

Benzin- og dieselbiler skal altid køre i det højst mulige gear, så motoren har så få omdrejninger som muligt. Forskellen i brændstofforbrug mellem to gear kan være op til 20 pct.

© Shutterstock

3. Hold dæktrykket

Bildæk pumpet til det anbefalede tryk giver bedst køreøkonomi. Falder dæktrykket til 3/4 af det anbefalede, stiger brændstofforbruget med 2 pct. Falder det til halvdelen, er tallet 10 pct.