bakterie mønt gigantisk

Opdagelse: Kæmpebakterie kan ses med det blotte øje

Gigantisk bakterie fundet i caribisk mangrovesump. Den er på størrelse med en øjenvippe, 5.000 gange større end de fleste andre bakterier og opfører sig ulig sine artsfælder.

Gigantisk bakterie fundet i caribisk mangrovesump. Den er på størrelse med en øjenvippe, 5.000 gange større end de fleste andre bakterier og opfører sig ulig sine artsfælder.

Tomas Tyml

En ny bakterieart er fundet i en mangrovesump på den fransk-caribiske øgruppe Guadeloupe, og den har slået benene væk under forskere i mikrobiologi. Opdagelsen er netop offentliggjort i tidsskriftet Science.

Denne encellede bakteries længde svarer til et øjenvippehår. Og den længste, der indtil videre er fundet, er op til to centimeter lang. Derved kan denne bakterie ses med det blotte øje, og den ligner et tyndt, hvidt hår.

Langt de fleste bakterier er mikroskopiske og godt to mikrometer lange. Der er tidligere fundet bakterier med en størrelse på helt op til et par hundrede mikrometer, som forskere indtil nu har troet, var maksimumlængden på bakterier.

Denne forestilling knuser denne gigantiske bakterie med sine godt 20.000 mikrometer.

"Den er tusinde gange større end bakterier i almindelig størrelse. At opdage denne bakterie er som at møde et menneske, der er lige så højt som Mount Everest," fortæller marinbiolog og førsteforfatter på opdagelsen Jean-Marie Volland fra Lawrence Berkeley National Laboratory.

gigantisk bakterie

Denne nyopdagede gigantiske bakterie ligner et tyndt, hvidt hår, består af én celle og er 5.000 gange større end andre bakterier.

© Jean-Marie Volland/Lawrence Berkeley National Laboratory

Lever af svovl

Mere præcist er bakterien godt 5.000 gange større end de fleste andre bakterier, og den har da også meget rammende fået navnet Thiomargarita magnifica, som løst kan oversættes til ”storslåede svovlperle”.

Navnet har den fået, da den er en svovlbakterie, der lever af uorganiske svovlforbindelser samt at indånde enten ilt eller nitrat.

Den sidder på blade, østersskaller, glasflasker og plastikposer, hvor den nedbryder svovlen i vandet, som den omdanner til svovlsyre.

Da forskerne første gang stødte på bakterien, troede de det var en såkaldt eukaryot, den type celler, som dyr og planter består af.

Men efter de havde fået den under et kraftigt elektronmikroskop, så de, at den manglede de klassiske kendetegn for en eukaryotcelle, såsom en klar kerne og de små stofskifteceller kaldet mitokondrier.

filament bakterie close up formering

Under et elektronmikroskop kan rummene i bakteriens filament tydeligt observeres. Det er disse rum, som klemmes af, når bakterien skal formere sig.

© Olivier Gros/Université des Antilles in Guadeloupe

Hård som en negl

Flere andre egenskaber ved denne bakterie forbløffer biologerne.

Inde i cellerne på den gigantiske svovlbakterie, har forskerne fundet en kompleks struktur. En typisk bakteriecelle har kun en DNA-streng, men i denne nye bakterie er der hundredtusindvis af DNA-strenge.

DNA’et er delt op i forskellige membraner, som ellers er noget, der kendetegner eukaryoter. Derfor kan man også se bakterien bestå af flere små rum, som er det, der gør, at den kan vokse sig så gigantisk stor.

Dernæst er disse bakterier hårde som negle. Forskerne har været i stand til at samle cellerne op og rode med dem, uden de er gået i stykker.

Måden de formerer sig på, undrer også biologerne.

Normalt organiserer bakterier sig i såkaldte filamenter, som er tråde af celler, hvor flere bakterier sidder sammen i en lang kæde. Hos Thiomargarita magnifica er filamentet én stor celle.

Ikke farlig for mennesker

Det er endnu ikke lykkedes forskerne at dyrke de nye baktier i et laboratorium, så der skal hente nye forsyninger, hver gang de skal studere denne kæmpe.

Trods sin skræmmende størrelse maner forskerne særligt én bekymring til jorden: Den er ikke farlig for mennesker.