Denne artikel er redigeret efter udgivelse, da redaktionen er blevet gjort opmærksomme på faktuelle mangler. I den oprindelige udgave stod bl.a., at flamingo ikke er nedbrydeligt i naturen.
Forskere fra det tekniske universitet i Dresden – TU Dresden – har opfundet et miljøvenligt alternativ til ekspanderet polystyren, bedre kendt som flamingo. Ud af genanvendeligt papiraffald har forskerne haft held til at skabe et stærkt isolerende materiale, som nemt kan nedbrydes og genbruges.
Flamingo bliver i naturen i 100 år
Almindelig flamingo fremstilles af små kugler af polystyren – en slags termoplast – som under opvarmning udvides til mange gange deres oprindelige størrelse. Trykket i kuglerne udlignes for at forhindre kollaps, og kuglerne bliver til sidst formet og afkølet til det ønskede slutprodukt. Resultatet er et materiale med en ekstremt lav massefylde men meget høj varmeisoleringsevne.
Takket været den voldsomme materialeudvidelse består flamingo af omtrent 98 % luft og blot 2 % polystyren. De mange luftbobler kombineret med den meget lidt varmeledende termoplast forhindrer varme i at strømme gennem materialet.
Flamingo bruges derfor ofte som emballage - særligt til transport af fødevarer - da en flamingo-beholder nemt kan holdes enten varm eller kold. Bagsiden af medaljen er, at det populære plastmateriale risikerer at slide hårdt på miljøet, da det kan tage flere hundrede år, før det er nedbrudt.
Forskere har fundet flamingo i maven på flere forskellige havdyr, hvilket både kan blokere deres tarmsystem og udsætte dem for farlige kemikalier. De har fx fundet store stykker flamingo på Antarktis, hvor små leddyr også havde fragmenter af plasttypen i maven.
Genbrugspapir skal holde på kulden
Forskerne fra TU Dresden vil derfor tage polystyren helt ud af ligningen. Hvordan det flamingolignende materiale præcis fremstilles er dog foreløbig en forretningshemmelighed, da materialet er udviklet i samarbejde med det tyske firma easy2cool.
Men ifølge forskerne involverer processen bearbejdning af en papirmasse, som blandes og tørres, indtil man får en særlig måtte af cellulose-fibre.
Ligesom flamingo har måtten en lav massefylde og er eminent til at isolere varme eller kulde. Det skyldes ifølge projektkoordinator Thomas Schrinner, at cellulosen har lave varmeledende egenskaber, og faktisk er de foreløbige resultater så gode, at materialets isoleringsevne er svært at skelne fra flamingos.