En gruppe af forskere fra anerkendte tekniske forskningsinstitutioner over hele Europa har slået sig sammen i projektet SeaClear og sat sig for at fjerne plastikaffald fra havbunden på en ny og effektiv måde.
Oprydning på havbunden er normalt afhængig af menneskelige besætninger, men SeaClear arbejder på et system, hvor vi bare kan læne os tilbage, mens selvstyrende robotter udfører det sure arbejde.
Moderskib taler med drone og UV-robotter
Systemet består af moderskib, der flyder på overfladen som en lille kommandocentral og leverer elektricitet og computerkraft til de andre robotter.
Over moderskibet flyver en drone, som er udstyret med kameraer og analyserer billeder af havoverfladen, som kan bruges til at kortlægge koncentrationer af plastikskrald.
4 robotter tager skraldet
Fire robotter arbejder sammen om at identificere og indsamle plastik fra havbunden.
En drone scanner vandoverfladen for flydende plastik. Plastik i overfladen er et tegn på, at der også er plastik på havbunden.
Moderskibet leverer computerkraft og strøm til de øvrige robotter, og så fungerer den som skraldespand for det plastik, der bliver samlet sammen.
Sensor-robotten svømmer rundt i vandsøjlen og bruger multispektrale kameraer og akustiske sensorer til at skelne affald fra dyr og planter.
Oprydningsfartøjet er udstyret med sugekopper og en gribearm, så den kan opsamle plastikaffaldet og fragte det tilbage til moderskibet.
Al data fra robot-systemet sendes til landjorden, så ingeniørerne kan følge med i arbejdet.
Under havoverfladen svømmer to undervandsfartøjer. Det første er udstyret med multispektrale kameraer, som gør det muligt at filme selv under dårlig sigtbarhed, samt akustiske sensorer, som den bruger til at identificere plastikaffald i vandsøjlen. Den anden er et oprydningsfartøj, som klarer det beskidte arbejde og fjerner affaldet.
Data fra undervandsbåden sendes til moderskibet, hvor det kombineres med data fra dronen. Ideen er nemlig, at hvis der i et område findes meget plastik i overfladen og i vandsøjlen, så gør der med stor sandsynlighed også på bunden.
Når affaldet er identificeret, påbegynder oprydnings-undervandsbåden, sit arbejde. Den er udstyret med sugekopper og en gribearm, som den bruger til at opsamle plastik og fragte det tilbage til moderskibet.
Det selvstyrende moderskib får travlt: 86 millioner tons plastik ender i verdenshavene hvert år, og ca. 90 procent af det lægger sig på havbunden.
Kunstig intelligens skelner bildæk fra bunddyr
Moderskibet er i konstant kontakt med landjorden, så mennesker kan holde øje med fremskridtet og eventuelt giver robotterne ordrer. Men menneskelig indblanding vil oftest være unødvendig.
Computeren på moderskibet anvender nemlig kunstig intelligens til at analysere data fra dronen og den ene undervandsbåd. Forskerne er i øjeblikket i gang med at lære den kunstige intelligens at identificere affald og skelne det fra planter og havdyr ved at vise den billeder fra enorme online databaser.
SeaClear tester sideløbende deres system i 20-30 meters dybde i to miljøer, hvor man forestiller sig, at teknologien vil kunne bruges i fremtiden: I Hamborgs havn, hvor sigtbarheden er ekstremt dårlig, og i et turistområde i nærheden af Dubrovnik i Kroatien, hvor sigtbarheden er fantastisk, men hvor badegæster til gengæld udgør en sikkerhedsrisiko.
SeaClear skal udvikle deres selvstyrende plastikstøvsuger over de næste fire år med støtte fra EU og målsætningen er, at systemet kan opsamle skrald med en 90 procent succesrate – til en 70 procent reduceret pris ift. at bruge dykkere.