Det banebrydende ved materialet er, at det er lavet af rester af døde fisk, som ellers ville være røget i skraldespanden. Hovedbestanddelen i filmen er proteiner fra indvolde, blod, skeletter, skind og skæl fra fisk og andre havdyr.
Proteinet fra fiskeresterne kombineres med et bindemiddel, der stammer fra røde alger – som findes i overflod i havet – og på den måde dannes et smidigt og stærkt plastikmateriale.
Et mindre energikrævende alternativ til plastik
Produktionen af MarinaTex er meget mindre energikrævende end tilsvarende plastmaterialer. Visse typer af plastik produceres ved temperaturer over 150 grader, MarinaTex kan laves ved under 100 grader.
I 2050 vil der være mere plastik end fisk i havet. En del af forureningen kan fjernes gennem store oprydningsprojekter som The Ocean Cleanup. Men det løser ikke det grundlæggende problem: Der forbruges for meget plastik, som ender i naturen. Alternative materialer står derfor i høj kurs, når vi skal beskytte klodens økosystemer.
Som Hughes selv udtaler til avisen The Guardian:
“Plastik er et fantastisk materiale, og derfor er vi blevet for afhængige af det som designere og ingeniører. Det giver ingen mening, at vi bruger plastik – et utroligt holdbart materiale – til produkter, som har en levetid på mindre end en dag.”
Én torsk bliver til 1400 indkøbsposer
Men det var faktisk ikke derfor, Hughes i første omgang udviklede MarinaTex.
I stedet havde hun hørt, at over 172.000 tons fiskeaffald produceres hvert år af Storbritianniens fiskeindustri alene. På verdensplan ligger tallet i nærheden af 50 millioner tons, som bare går til spilde.
Med resterne af bare én torsk kan Hughes lave 1.400 poser af MarinaTex, og poserne skulle endda være stærkere end almindelige indkøbsposer.
Med pengene fra sin James Dyson Award videreudvikler Hughes nu materialet, og hun håber på at kunne finde produktionspartnere, så MarinaTex kan sættes i produktion i 2021.