De data, som vi har anvendt til verdenskortet stammer fra tidsskriftet American Scientific.
Områder som Agbogbloshie i Ghana og byen Linfen i Kina er symptomatiske for forureningen de værst ramte steder på Jorden.
Begge steder breder giftige stoffer sig fra afbrændingen af hhv. e-affald og kul, og tungmetaller som bly, arsen og kviksølv kan på den måde bevæge sig over store afstande og optages i natur og mennesker.
I Linfen lider op mod tre millioner fx af afledte sygdomme som arsenikforgiftning og lungekræft, mens blyniveauet i luften er 40 gange over sikkerhedsgrænsen i det enorme e-affaldsområde Agbogbloshie i udkanten af Ghanas hovedstad Accra.
Kemiske våben forpester russisk by
I den russiske by Dzershinsk et par hundrede kilometer øst for Moskva er det sovjettidens kemiske våbenproduktion, der spøger.
Byen er blevet kaldt "verdens mest forurenede sted", efter at russerne mellem 1930 og 1998 dumpede anslået 190 forskellige kemikalier i naturen, bl.a. reststoffer fra deres nervegasprogram.
I dag er gennemsnitslevealderen for mænd og kvinder i byen hhv. 42 år og 47 år. Eksperter anslår, at 80% af alle sygdomme i Dzershinsk skyldes forurening.