Næbdyret er et naturstridigt vidunder

Næbdyret lever i det østlige Australien og i Tasmanien, bliver op til 60 cm langt (inklusive halen) og kan veje 1-2,5 kg. Den er et såkaldt kloakdyr, hvilket vil sige, at den bruger en og samme kanal, kloakken, til urinering, afføring og parring.

På land skal næbdyret bruge 30 pct. mere energi end et landdyr med samme størrelse, men under vand gør svømmehuden imellem poterne næbdyret til en agil jæger. Forpoterne bliver brugt til at padle med, mens bagpoterne og halen fungerer som ror.

Hvor andre pattedyr har mistet deres vitellogenin-gen, der gør dem i stand til at lægge æg, har næbdyret beholdt sit. Derudover har det et kasein-gen, så det kan producere mælk – men ikke via dievorter. Moren sveder i stedet mælk gennem pelsen, som ungerne slikker af.

På indersiden af hannernes bagben sidder der giftkløer, som bliver brugt mod konkurrerende hanner om territorium eller hunner. Giften er yderst smertefuld for mennesker, men ikke dødbringende. Den kan omvendt lamme eller endda dræbe en hund.

En høj koncentration af røde blodlegemer i blodet gør, at næbdyret kan dykke i op til ti minutter, dog typisk kun et par minutter ad gangen. Den bruger hverken syn, ører eller lugtesans, mens den guider sin krop mod bytte. Hudfolder beskytter øjne og ører mod vandet, og næseborene forsegles vandtæt.

Næbbet er ikke hårdt, men dækket af en læderagtig hud. Det er fyldt med 60.000 mikroskopiske sensorer, som registrerer strømninger, tryk og elektriske impulser. På den måde sporer næbdyret orme, larver, skaldyr og rejer. Gabet indeholder ingen tænder, men to hornplader, som knuser føden.

Næbdyrets hale minder om bæverens og bliver brugt til at styre med under vandet. Derudover opmagasinerer halen op mod halvdelen af dyrets fedt, som den kan tære på, hvis mængden af føde bliver knap. Hunnerne bruger halen til at holde befrugtede æg tæt til kroppen og holde dem varme.