Det var dog ikke elefanter, som vi kender dem i dag eller uldhårede mammutter, men derimod såkaldt ligetandede elefanter (palaeoloxodon antiquus), som med en højde på 4 meter ragede knap en meter højere op i landskabet end nulevende afrikanske elefanter.
Stenbrud sladrer om fortiden
For at spore sig yderligere ind på styrkeforholdet mellem neandertalerne og de ligetandede elefanter, opsøgte forskerholdet et stenbrud, som var blevet udgravet i 1980’erne nær den tyske by Halle.
Her studerede og analyserede forskerne resterne fra mere end 70 elefanter, heriblandt flere næsten komplette skeletter, hvis knogler kan dateres cirka 125.000 år tilbage i tiden - altså tiden, hvor neandertalerne var de eneste mennesker i området.
På knoglerne fandt forskerne mærker efter stenredskaber, hvilket tyder på, at neandertalerne har været meget ihærdige med, at intet kød skulle gå til spilde.
Desuden blev der fundet ganske få gnavemærker, hvilket også tyder på, at der ikke har været meget kød tilbage på kadaverne til sultne dyr, som kunne have ødelagt dem.
“Der har måske været lidt at nappe på enkelte hvirvler, men skeletterne er så rene, at de ikke har været attraktive for andre kødædere,” siger Lutz Kindler fra Museum for Human Behavioural Evolution i Tyskland til videnskabsmediet New Scientist.
Fra 25 til 100 neandertalere
Tidligere undersøgelser har peget i retning af, at neandertalerne levede i mindre grupper, som sjældent oversteg 25 individer.
Men helt så enkelt er det ikke, da kødet fra en voksen elefant faktisk kunne have brødfødt cirka 100 voksne om måneden, lyder det fra Wil Roebroeks fra Leiden University i Holland, som står i spidsen for den nye undersøgelse.
“Hvis en gruppe på 25 dræbte en elefant, ville de skulle bruge 3-5 dage på skære den ud, hvorefter de ville være nødt til at tørre eller ryge kødet,” siger han til New Scientist og uddyber, hvorfor grupperne må have været større:
“De få mærker på knoglerne viser, at der ikke var noget kød, som fik lov til at ligge og rådne,” siger Roebroek.
Et andet tegn på, at neandertalerne gik målrettet efter elefanter og ikke blot spiste dem, der havde lidt en naturlig død, er, at de fleste skeletter i stenbruddet stammer fra hanelefanter.
Dette giver mening, eftersom ældre hanelefanter er mere tilbøjelige til at leve alene og derfor er nemmere at lokke i fælder end dem, der lever i større flokke.
“Store dyr er nemmere at dræbe, når du kan begrænse deres bevægelighed. På den måde kan du nemmere gøre det af med dem med eksempelvis spyd,” slutter Roebroek.