Norges iskolde fjorde huser rigt koralrev

Sønelliken har hverken brug for mage eller befrugtning. Når den formerer sig, afstøder den blot en del af sin fodskive, som derefter fæstner sig til bunden og vokser videre som en tro kopi – fuldstændig uafhængigt af den første.

Sandkrabben er dækket med små polypdyr, som har hægtet sig fast på dens skjold. Her fanger de føde, som sendes ned gennem “rørene”, indtil de har vokset sig til smågopler, hvorefter de svømmer væk fra krabben.

Den halvanden meter lange havmus er be­slæg­tet med hajen. I mod­sæt­ning til sin fæt­ter har havmusen ud­skif­tet de sylespidse tæn­der med kraftige kæ­ber, som den bruger til at knuse muslinger, sø­pind­svin og krebsdyr.

Antennerne på den stribede nøgensnegls krop indeholder såkaldte kemoreceptorer, der opfanger ændringer i de kemiske forbindelser omkring den. Nøgensneglen bruger dem til at spore sig ind på føden i form af svampe.

Den farvestrålende troldhummer bruger sine lange kløer til at fange små krebsdyr og ådsler og hiver dem derefter ind i sin hule. Halen gemmer den under sin krop, og i nødstilfælde bruges den som fjeder til hurtigt at undslippe fjender.

Bliver en jomfruøsters truet af fjender, fx søstjerner, presser den små jetstråler af vand ud af åbningen. Hvert skud kan føre den op til fem meter væk, og ved at gentage dette kan den lille musling svømme væk fra truslen.

Øjekorallerne er en art rovdyr, som består af tusindvis af små polypper. Når korallerne skal fange føde i form af plankton eller små krebsdyr, skyder de en lille giftpil ud af deres tentakler, som bedøver byttet og gør det klar til at blive fortæret.

Lever du hele livet på bunden, har du ikke brug for at frygte det, som kommer nedefra. Derfor vandrer isingens venstre øje op på toppen af hovedet under opvæksten, så den bedre kan gemme sig for de fjender, som kommer ovenfra.