Blev spist, selvom de bed
Den japanske forskertrup gjorde deres opdagelse ved at sætte 17 såkaldte træ-frøer - en art, der som navnet antyder primært holder til på træer - sammen med 17 han-pottemagerhvepse.
Alle frøerne angreb hvepsene, men lidt over en tredjedel opgav i sidste ende at spise insekterne. Ifølge forskerne fordi hvepsene formåede at sætte ind med et effektivt modangreb med deres genitalier.
"Man observerede ofte, at hanhvepse gennemhullede frøernes mund eller andre dele af frøerne med deres kønsorganer, mens de blev angrebet," rapporterer forfatterne til undersøgelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet Current Biology.
Udover at bruge de skarpe pigge observerede forskerne også, at hvepsene bed de angrebslystne frøer.
Men det i sig selv var tilsyneladende ikke nok til at holde frøerne stangen. Da forskerne fjernede hvepsenes kønsorganer, blev de nemlig spist - også selvom de bed fra sig.
Forskerne fandt ud af, at hun-pottemagerhvepse var mindre tilbøjelige til at blive angrebet af træ-frøerne end hannerne.
Det tyder ifølge forskerne på, at hunnernes forsvar - hvor de bruger deres ægudlægningsorgan som en giftafgivende brod - er endnu bedre end hannernes piggede kønsorganer.