Ny viden om forhistorisk havmonsters spisevaner
Forskere har brugt biomekaniske computermodeller til at lære mere om et af Jordens tidligste toprovdyrs jagtmetoder.
Anomalocaris canadensis har været en knap så hårdfør dræber i forhold til tidligere antaget, viser computersimuleringer.
For 508 millioner år siden, i det der kaldes den kambriske periode, dominerede et 60 centimeter stort havmonster verdenshavene.
Med sine mange finner, udstikkende øjne og to lange gribelemmer foran munden har den jagtet alt fra små bløddyr til hårde krebs på havets bund.
Det har i hvert fald været antagelsen indtil nu. Nye computerskabte 3D-modeller fortæller en anden historie.
Det er den kendte Anomalocaris canadensis’ spisevaner, som har fået et eftersyn.
I mange år har forskere antaget, at havdyret har stået bag ødelagte exoskeletter fra de nu uddøde leddyr kaldet trilobitter, som palæontologer har fundet i fossiler.
Et internationalt forskerhold, ledet af The Natural History Museum i London, har genskabt Anomalocaris canadensis frontlemmer i computermodeller.
Disse modeller viser, at det forhistoriske havmonster har været knap så hårdfør som tidligere antaget, skriver forskerne i en artikel i tidsskriftet Journal Proceedings of the Royal Society B.
Computermodeller genskaber rovdyr
Forskerne rekonstruerede Anomalocaris canadensis i computerskabte 3D-modeller. Her brugte de velbevarede flade fosiller fundet i Canadas Burgess Shale-formationer.
For at skabe den tredje dimension af dyret brugte de moderne piskeskorpioner og piskeedderkopper som modeller, da de alle tre hører under dyreordenen af spindlere.
To forskellige fossiler af Anomalocaris canadensis' hoved og frontlemmer fundet i Canadas Burgess Shale-formationer. Det er disse fossiler, forskerne har genskabt i 3D-computermodeller med hjælp fra sammenligninger med moderne arter af spindlere.
Modellerne viste i første omgang, at Anomalocaris canadensis’ forreste lemmer kan have grebet og fastholdt byttedyr. Samtidig har de kunnet trækkes ud og ind, hvilket kan have ført føden op til dens ringformede mund.
Forskerne foretog derefter en såkaldt finite element-analyse, som kan vise stress- og belastningspunkter i modeller.
Analysen viste, at Anomalocaris canadensis’ forreste lemmer ville være blevet beskadiget, hvis den forsøgte at fange hårde byttedyr som tribolitter.
Forskerholdet anvendte også en 3D-simuleringsteknologi kaldet computational fluid dynamics til at simulere dyrets bevægelser i en virtuel vandstrøm.
Hermed kunne de teste den mest sandsynlige kropsposition, som Anomalocaris canadensis har haft, mens den har svømmet.
Tilsammen viser modellerne et havdyr, som har svømmet hurtigere og mere let, end forskere tidligere har troet, men som samtidig har jagtet bløde byttedyr med de forreste gribelemmer i åbent vand.
Det er første gang disse avancerede biomekaniske modelleringsteknikker er brugt sammen i et palæontologisk forskningsprojekt.