Hvorfor døde mindst 37 havkrybdyr på størrelse med en skolebus på samme sted for 230 millioner år siden i det, der nu er det centrale Nevada?
Spørgsmålet har plaget palæontologer i årtier, og teorierne omkring den mystiske kirkegård med fossile rester fra de tonstunge hvaløgler, kaldet Iktyosaurer, har været flere.
En af teoerierne er, fortidsgiganterne endte i en massestranding på grund af giftstoffer fra en algeopblomstring. Men nu mener forskere fra bl.a. Smithsonian National Museum of Natural History, at de har fundet en helt anden forklaring, og at de fossile knogler er resultatet af en særlig adfærd, som havkæmperne deler med nogle af nutidens havpattedyr.
Iktyosaurerne var delfinlignende mastodonter, der regerede verdenshavene på dinosaurernes tid. De fandtes i alle størrelser fra under en meter til over 20 meter. Her ses kæbe og tænder fra fortidsgiganten.
Opdagede fostre og nyfødte
Forskerne brugte bl.a. 3D-scanninger til at undersøge området og fossilerne som er en en del af den såkaldte Berlin-Ichthyosaur State Park i det nordvestlige Nevada.
Samtidig nærstuderede de også den kemiske sammensætning af sten omkring fossilerne. Her fandt de ingen beviser for pludselige stigninger i fx algevæksten som en af teorierne ellers tidligere har været.
Desuden bemærkede palæontologerne, at de overvejende fandt fossile rester fra voksne iktyosaurer - altså ingen unge. Til gengæld fandt de flere helt små Iktyosaurer-knogler og tænder i samlingerne. Gennembruddet kom, da såkaldte mikro CT-røntgenscanninger afslørede, at de små knogler og bisser tilhørte iktyosaur-fostre og nyfødte.
Rejste langvejs fra
Fundene viser, ifølge forskerne, at de gigantiske hvaløgler formentlig rejste langvejs fra til området for at føde deres unger i en fredelig del af havet uden rovdyr. Og at nutidens Nevada formentlig har været fødested for fortidsgiganterne gennem utallige generationer og over flere hundrede tusinde år.
På den måde trækker adfærden blandt havkrybdyrene spor helt op til moderne hvalarter, som fx blåhvaler og pukkelhvaler, der rutinemæssigt migrerer på tværs af oceaner for at føde i farvande, hvor der er få rovdyr.
"Nu har vi bevis for, at den her adfærd går hele 230 millioner år gammel," lyder det bl.a. fra førsteforfatter Neil Kelley i en pressemeddelelse.