Planter har sanser, og de er lige så afhængige af dem, som dyrene er af deres, og vi selv er af vores.
Planter har bl.a. en følesans, som virker ved hjælp af såkaldte mekanoreceptorer i cellemembranerne, der minder meget om dyrerigets tilsvarende følereceptorer.
Det er mekanoreceptorer, der gør det muligt for slyngplanter at finde genstande, de kan klynge sig til.
Slyngplanter er udstyret med trykfølsomme receptorer, som registrerer, når stænglerne rammer noget, de kan sno sig omkring.
Det er også mekanoreceptorer, der gør det muligt for kødædende planter som venusfluefanger, Dionaea muscipula, at mærke deres bytte. Og ikke nok med, at fluefangeren kan mærke bevægelserne fra byttet – den kan også huske dem.
I 2020 opdagede japanske forskere fra National Institute for Basic Biology, at påvirkningen af fluefangerens følehår får den til at ophobe kalcium i sine fangstblade – og først når kalciumniveauet overskrider en bestemt tærskel, klapper fælden om byttet.
Mekanismen sikrer, at fluefangeren ikke spilder energi på at klappe fælden sammen, hvis et følehår fx bliver berørt af en regndråbe.
Planter deler deres sanseindtryk
Nogle planter har evnen til at udveksle information om deres sanseindtryk via lugt og på den måde hjælpe hinanden.
I 1980’erne viste forskere fx, at træer kan opsnuse luftbårne organiske forbindelser fra andre træer, der bliver angrebet af insekter. Advarslen om angrebet giver de raske træer tid til at danne stoffer, som gør dem uspiselige for insekterne.
I 2011 viste fem israelske forskere desuden, at en underjordisk besked om tørke efter blot en time kunne smages med rødderne af planter fem rækker væk i et drivhus. Advarslen fik de endnu ikke tørkeramte planter til at lukke de åbninger i bladene, som vand fordamper fra.
