Hvor mange nåle har et juletræ?

Det føles som om, der er millioner, når de skal fejes op fra gulvet, men hvor mange nåle er der i virkeligheden på et juletræ?

© Photo by Tj Holowaychuk on Unsplash

Nålene drysser af, og støvsugeren kommer på overarbejde under træet ved juletid. Efter nogle dages varme og tørke begynder de fleste juletræ at tabe nåle i et forrygende tempo, men uanset hvor mange der forsvinder i støvsugerposen, bliver de ved med at drysse ned over gulvet, de sidder fast i sokkerne og ender i resterne af andestegen på frokostbordet anden juledag.

Er der slet ingen ende på de irriterende stikkende grønne gevækster?

Jo, naturligvis er der det, men antallet af dem varierer, alt efter juletræets størrelse og form, og i høj grad også hvilken art, det drejer sig om. Man kan derfor kun regne det ud i meget grove træk.

Regnestykket lyder således:

Et nåletræ har alt efter art et sted mellem 50 og 250 nåle per 10 cm grene. Det har et sted mellem to og 10 meter grene, for hver meter det er højt. Et to meter højt juletræ vil derfor have et sted mellem 2000 og 50.000 nåle. Ikke så underligt, at det drysser i dagevis.

Man skal dog også huske på, at det er meget forskelligt, hvor godt nålene sidder fast på de forskellige træarter, og hvor mange der derfor ender på gulvet og i støvsugeren.

Kilder: www.christmastree.org en.wikipedia.org: Christmas Tree